Særpræget bil brugt som våben

Det var en iøjnefaldende sort bil, som ukendte gerningsmænd torsdag aften brugte i et forsøg på at dræbe en fængselsfunktionær i Nyborg. Og nu efterlyser politiet vidner, der har set bilen onsdag eller torsdag aften i byen eller i omegnen.

-

Det var en iøjnefaldende sort bil, som ukendte gerningsmænd
torsdag aften brugte i et forsøg på at dræbe en
fængselsfunktionær i Nyborg. Og nu efterlyser politiet vidner,
der har set bilen onsdag eller torsdag aften i byen eller i
omegnen.
En fængselsfunktionær fra Nyborg Statsfængsel måtte torsdag
aften springe for livet, da bilen blev kørt mod ham på
Vindingevej ved 22-tiden. Han hoppede over en hæk og slap dermed
uskadt.
Kort tid efter fandt politiet bilen udbrændt på Gl.
Vindingevej. Lørdag besluttede kriminalinspektør Poul Erik
Bentsen at bede offentligheden om hjælp til opklaring af sagen.
Den sorte Peugeot 307 SW havde fem døre, og taget var
specielt, fordi halvdelen var i plexiglas. Desuden var taget
forsynet med bøjler.
Politiet har rubriceret sagen som forsøg på manddrab på
fængselsfunktionæren.
Fængselspersonalet i Nyborg har gentagne gange været udsat for
voldsomme episoder - ikke kun inden for murene, men også i deres
fritid.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt