Sæsonens første nederlag til OB

Ikke engang en koldstart i form af en indkasseret scoring efter 17 sekunder kunne ryste Silkeborg, der fortjent sejrede 3-1 over guldbejlerne fra OB.

Silkeborg fortsætter med at charmere i SAS-ligaen. 4-0 over FC Midtjylland og 1-1 i Parken mod FC København, blev mandag aften fulgt op af en forrygende 3-1-sejr over OB's mesterskabskandidater, og oprykkerne dribler dermed op på en lun midterplacering i tabellen.

Peter Utaka skulle ellers blot bruge 17 sekunder på at sparke gæsterne i front, men Silkeborg satte sig lynhurtigt på opgøret med en besnærende boldomgang, der føg hen over græsset på Silkeborg Stadion i kvikke kombinationer.

Esteren Kaimar Saag fik fortjent kvitteret i slutningen af første halvleg, da han elegant viftede de to landsholdsspillere Johan Absalonsen og Chris Sørensen væk, inden han skruede bolden i nettet. Og i anden omgang hamrede banens bedste spiller, Jesper Bech, to solide søm i OB's kiste med et par flotte mål.

En tydeligt frustreret OB-træner, Lars Olsen, satsede i anden halvleg på at mindst det ene point med tre offensive indskiftninger, men satsningen bar ikke frugt, og 4371 tilskuere kunne taktfast klappe hjemmeholdet hjem.

Oversigt

    Oversigt