I det fynske folks tjeneste

Min mening: Sæt prisen på Storebælt ned til en 50’er

Venstres folketingskandidat på Fyn, Bo Libergren, foreslår at sælge statens aktier i Københavns Lufthavne A/S og bruge provenuet til at nedbringe gælden i Storebæltsforbindelsen.

00:25

Venstres folketingskandidat vil sælge statens aktier i Københavns Lufthavn og bruge pengene på at afvikle gælden i Storebæltsbroen.

Af Bo Libergren, folketingskandidat for Venstre

Det vil give et pænt løft, ikke mindst til fynsk erhvervsliv, hvis det bliver væsentligt billigere at køre over Storebælt.

En analyse lavet af Grontmij for Fynsk Erhverv har vist, at Danmark ville blive 30 milliarder rigere ved at fjerne Storebæltsafgiften. Argumentet mod at fjerne særafgiften på Storebælt har været, at der er gæld i broen, og at denne ikke skal væltes over på skatteborgerne. Ifølge ”Sund & Bælt” var gælden i Storebæltsforbindelsen pr. 31/3-18 nedbragt til 20,2 mia. kr.

MIN MENING - PÅ VEJ MOD VALG

Frem mod det kommende folketingsvalg får de fynske folketingskandidater mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger. Under rubikken ”Min mening” kan kandidaterne skrive indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgerne.

Staten har en minoritets-aktiepost på 39,2 procent i Københavns Lufthavne A/S, der har en samlet markedsværdi på 44-45 mia. Statens aktiepost er altså 17-18 mia. kr. værd – næsten modsvarende restgælden i Storebæltsbroen.

Hvis aktieposten sælges, og indtægten bruges til at nedbringe gælden i Storebæltsbroen, vil gælden altså næsten være væk.

Selv når gælden er betalt, vil der være udgifter til drift og vedligeholdelse af broen samt til at støtte færgedriften mellem Spodsbjerg og Tårs. Ifølge Sund & Bælt var driftsudgifterne til vej- og jernbaneforbindelse, havne og færger i 2017 på 434,3 mio. kr. Det skal ses i forhold til indtægter alene på vejdelen på mere end 3 milliarder kr. i 2017.

Derfor bør det være realistisk at nedbringe prisen på at køre over Storebælt fra de nuværende 245 kr. til for eksempel 50 kroner for en tur.

Jeg kan ærlig talt ikke forstå, staten skal være minoritets-aktionær i Københavns Lufthavn. Staten ejer ikke én aktie i Billund lufthavn, og det er mange år siden, staten stak halen mellem benene og overlod Beldringe lufthavn til det daværende Fyns Amt og de omkringliggende kommuner. Via Københavns Lufthavne A/S er staten med til at drive Newcastle International Airport og medejer af en mexicansk lufthavnsoperatør. Det kan jeg ikke se nogen gode grunde til.