I det fynske folks tjeneste

Keramik er et hit: Sæt tempoet ned og nyd leret mellem hænderne

Keramik er blevet supermoderne. Vi har brug for tid til fordybelse i en hektisk hverdag, lyder forklaringen på keramikmuseet CLAY i Middelfart.

CLAY i Middelfart åbner op for, at man kan komme ind og prøve at få leret mellem hænderne og lave sit eget keramik. Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

1 af 7

Drejeskiven snurrer, mens Signe Kähler tager fat om den våde klump ler med begge hænder.

Hun er sjette generation af den kendte pottemager-familie Kähler, og har arbejdet professionelt med keramik hele sit liv. Men lige nu mærker hun en stærkt øget interesse for det gode gamle håndværk.

Keramik er hot, og jeg tror det har noget at gøre med den tid, vi lever i.

Signe Kähler, keramiker

- Keramik er hot, og jeg tror det har noget at gøre med den tid, vi lever i. Det handler om ønsket om at være mere jordbunden, få tid til fordybelse i stedet for bare at være smart i en fart, fortæller Signe Kähler til TV 2/Fyn.

Keramik er blevet så populært, at det nu også er blevet tv-underholdning. Programserien "Keramikkamp" er i øjeblikket blandt de mest sete serier på TV 2.

Signe Kähler er sjette generation af den kendte pottemager-familie. Hun har et bud på, hvorfor keramik er hot.  Foto: Morten Albek

Berøring er tilladt

Her i påsken har CLAY Keramikmuseum Danmark sat pottemageri på dagsordenen i en ny udstilling. Det betyder, at man kan se noget af det bedste danske keramik, og samtidig kan man få lov til både at røre og selv arbejde med ler på museet.

Kirsten Lauridsen fra Vejle har meldt sig til en workshop, hvor hun bliver instrueret i at arbejde med glasur på et krus.

- Jeg elsker keramikkrus og har en samling af forskellige keramikkrus derhjemme, og så tænkte jeg: Hvorfor ikke få mit eget krus? Jeg har så fundet ud af, at det er en kæmpe udfordring. Jeg har stor respekt for det arbejde, en keramiker udfører, efter at have lavet lidt glasurarbejde her på workshoppen, fortæller Kirsten Lauridsen.

Charlotte Fønss fra Kolding er én af dem, der har meldt sig til workshoppen på CLAY Keramikmuseum Danmark i påsken.  Foto: Morten Albek

Publikumsrekord

CLAY i Middelfart er Nordens eneste specialmuseum for keramisk kunst, kunsthåndværk og design. De sidste fire år har museet hvert år slået rekord i antallet af gæster - godt hjulpet på vej af en stigende interesse for keramik i alle afskygninger. Mere end 40.000 gæster besøger CLAY hvert år.

Jeg elsker keramikkrus og har en samling af forskellige keramikkrus derhjemme, og så tænkte jeg: Hvorfor ikke få mit eget krus?

Kirsten Lauridsen, workshopdeltager

- Interessen for keramik er øget på alle fronter, bekræfter Henny Husum, kulturformidler og PR-chef på CLAY.

- Der er mange folk, der gerne vil have det og se på det. Vi ser også flere kunstnere, der gerne vil arbejde med leret som materiale. Og så ser vi også mange, der kommer her på museet med en stor lyst til selv at røre ved det og arbejde med det, siger Henny Husum.

Læs også Trendy som 82-årig: Fynsk keramiker fik kæmpeordre fra Noma

Udstillingen med titlen Pottermageri! er en hyldest til det gode keramik-håndværk i anledning af 125-året for stiftelsen af Dansk Pottermagerforening af 1894. På udstillingen præsenteres brugskeramik fra mere end 50 pottemagere samt en række større krukker, vaser og lignende produkter.

Kærlighed og keramikmarked

Publikum prøver selv kræfter med dekoration og glasur sammen med pottemager Lisbeth Kring, og pottemagerforeningens formand, Signe Kähler, er rykket ind i selve udstillingslokalerne i Middelfart med et arbejdende værksted.

- Det her er jo noget, der kræver, at man giver sig tid. Man får fornemmelsen for leret, glasuren, formen. Man kan mærke, at det er faktisk er lavet i hånden og ikke bare spyttet ud af en maskine. Der er lagt kærlighed i det, man har mellem hænderne, siger Signe Kähler.

Læs også Lang kø på værkstedet: Hjemmelavede julegaver i ler hitter

Om nogle uger - nærmere bestemt den 11. maj - rykker pottemagerne og keramikken også ind på Lillebæltværftet på Gammel Havn i Middelfart. Her vil CLAY sammen med museets venskabsforening og pottemagerforeningen afholde et keramikmarked.

Udstillingen med pottemageri åbnede i påsken og kan ses på CLAY frem til udgangen af 2019.