Sag om høje træer ender i retten

En borger i Svendborg går nu rettens vej for at få Svendborg Kommune til at gribe ind over for en nabo, som ikke vil beskære sine høje træer.

Træerne skæmmer Carl Arne Fogeds udsigt over Svendborgsund, skriver Fyens Stiftstidende.

Carl Arne Foged har derfor prøvet at få naboen, Bregnevænget 6, til at gribe motorsaven, men uden held. Så nu stævner han Svendborg Kommune. Der bliver retsmøde i starten af december.

Logikken er, at en deklaration er tinglyst på de berørte ejendomme, som blev udstykket i 1969.
- Træer, buske og andre plantninger, må ikke have en sådan højde eller udstrækning, at udsigten fra de øvrige grunde kan generes, hedder det.

Kommunen kan intet gøre

Og det er kun Svendborg Kommune, der ifølge deklarationen har påtaleret over for naboen, anfører Carl Arne Foged.
- Jeg har prøvet at få Svendborg Kommune til at overdrage mig påtaleretten, men det vil den ikke, siger han til Fyens Stiftstidende.

Så nu vil Vindeby-borgeren via Retten i Svendborg tvinge kommunen til at træde i karakter og få den genstridige nabo til at makke ret.

Men Svendborg Kommune vil ikke lege bussemand.
- Kommunen kan og må intet gøre. Servitutten er ikke præcis og beskriver ikke nøjagtigt, hvad det er for en udsigt, Carl Arne Foged skal have, siger Peter Burkal Larsen.

Oversigt

    Oversigt