Sagsbehandleren rykker ud

Svendborg Kommune er klar med et forsøg, hvor sagsbehandlere skal opsøge borgerne i stedet for omvendt.

Fra 1. april kan hjemløse, prostituerede, sindslidende og andre udsatte grupper se frem til at slippe for turen til ind til kommunen, når de skal snakke med sagsbehandleren.

Et nyt forsøg i Svendborg vil nemlig flytte sagsbehandlingen væk fra kommunekontoret og ud, hvor borgeren befinder sig.

I første omgang skal tre til fire medarbejdere opsøge kommunens udsatte borgere der, hvor de færdes. Ifølge formanden for socialudvalget i Svendborg Ulla Larsen (V) skulle det gerne resultere i bedre og mere effektiv sagsbehandling.

- Vi håber, at sagsbehandlerne kan håndtere sagerne hjemme hos den enkelte, og at det vil have en præventiv effekt. Måske kan sagsbehandlerne være med til at samle folk op, siger hun til Fyns Amts Avis.

Svendborg Kommune har fået 4,7 millioner kroner i støtte til projektet, der i første omgang skal løbe frem til 2011.

Oversigt

    Oversigt