Salmonella-kød solgt i Nyborg

En lang række Føtex- og Bilka-forretninger landet over har solgt hakket oksekød, der har vist sig at indeholde Salmonella Dublin.

Det er Fødevarestyrelsen, der har konstateret bakterien, og på sstyrelsens hjemmeside står, at Salmonella Dublin er en af de
farligste salmonellatyper. Den kan give høj feber og blodforgiftning hos mennesker. Der kan opstå infektion, hvis kødet ikke gennemsteges.

Kødet stammer fra Danish Crowns slagteri i Aalborg. Det drejer sig om kød, der går under navnet Mesterhakket, dansk oprindelse. Det er kød med fedtprocenter 3-7 solgt i perioden 2. til 13 juli og med fedtprocenter fra 9-15 og 16-22 solgt i perioden fra den 2. til 9. juli.

Dansk Supermarked opfordrer forbrugere, der har frosset kødet ned, til at aflevere det og få pengene tilbage, hvilket ikke kræver kvittering, eller smide produktet ud. Kødet er solgt fra Føtex-forretninger i Ribe, Hobro, Silkeborg, Viby J, Århus N, Vejle, Horsens, Varde, Roskilde, Hvidovre, Frederikssund, Frederiksberg og Nyborg samt Bilka-forretninger i Tilst, Greve Strand, Slagelse, Holstebro og Vejle.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt