Nattefrost: Saltsprederne på vejene for første gang i dette efterår

Både cyklister og bilister skal være opmærksomme onsdag morgen. Det har i løbet af natten været frostvejr mange steder på Fyn.

Det har været en rigtig kold nat mange steder på Fyn, og når du skal ud i morgentrafikken skal du derfor være ekstra opmærksom på glatte veje.

Saltsprederne har kørt siden klokken 01.30 på hele Fyn. Det er første gang i dette efterår, de må ud og skabe sikrere trafikale forhold på de fynske veje.

Kort efter klokken 5 er der stadig minusgrader på hele Fyn på nær den vestlige del.

Cykelturen på arbejde bliver kold onsdag morgen - og der er mulighed for, at morgenen bliver efterårets hidtil koldeste i dele af landet, skriver TV 2 Vejret.

- Solen står op cirka klokken kvart over syv, og da det er koldest omkring en time efter solopgang, er det lige det tidspunkt, hvor mange cykler på arbejde, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

Vejr kan give farlig kombination

Det er ikke kun cyklister, der skal huske noget onsdag morgen. Mens cyklisterne skal huske de varme vanter, skal bilisterne huske at holde øje med vejbanen. Det kolde vejr kan nemlig give glatføre af flere årsager.

- For det første kan det blive rimglat, og så kan vi få frysende våde vejbaner, fordi vi har vand rigtig mange steder, siger Jens Ringgård Christiansen.

Når først solen står op, stiger temperaturen relativt hurtigt igen, og allerede i løbet af formiddagen kommer vi op omkring 7-8 graders varme på Fyn.

 

Oversigt

    Oversigt