I det fynske folks tjeneste

Saltvogn havareret: 31-årig chauffør død

00:15

En 31-årig chauffør mistede livet, da han kørte galt med sin saltvogn på Knarreborgvej.

Fredag morgen er en saltvogn kørt galt på den glatte Knarreborgvej. Føreren er omkommet.

De fynske veje er siden torsdagens snevejr og en omgang minusgrader blevet afsindigt glatte, og der er siden torsdag aften sket flere uheld.

På Knarreborgvej rute 335 mellem Tommerup og Verninge havarerede en saltvogn omkring klokken halv fem fredag morgen. Føreren af saltsprederen mistede herredømmet over lastbilen, der skred i grøften. 

I ulykken ramte saltvognen et træ, og førerhuset blev smadret. Føreren døde i ulykken.

Læs også Brand i Odense slukket: Røg spredte sig til stort område

Klokken halv fem fredag morgen var vejen helt spærret, skrev Fyns Politi på Twitter. Politiet opfordrede derfor trafikanter til at finde andre veje.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at ulykken er sket på grund af meget glat føre på ulykkesstedet. Det skal undersøges nærmere med en bilinspektør, oplyser Fyns Politi.

Føreren er den 31-årige Thomas Bennetzen. 

På Facebook skriver vognfirmaet, at man fredag har mistet en kær ven og kollega.

- Thomas Bennetzen var tidligt i morges ude at salte i Assens Kommune for, at vejene kunne blive sikre for alle os andre trafikanter, men desværre var de ikke sikre for ham selv

  Foto: Thomas Bjerre-Larsen

- Vi er i virksomheden i chok og dyb sorg over denne tragiske hændelse og alle vores dybfølte tanker går til de efterladte, familie, venner.

De pårørende er underrettet.

Ved du noget? Så send os et tip