I det fynske folks tjeneste

Samarbejde skal forhindre karteller

Et nyt samarbejde skal forhindre, at der opstår karteldannelse ved byggeriet af det 6,4 milliarder dyre nye OUH. .

Der skal gøres mere for at undgå, at der opstår karteller - især ved de store byggerier som fx det kommende nye universitetshospital i Odense. Det mener Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der derfor har indgået et samarbejde med en række hospitaler.

Det nye OUH er med i samarbejdet, og her fortæller projektdirektør Peter Forsgrav, hvad det går ud på:

- Helt konkret så skal vi indberette priserne på de tilbud, vi modtager, til en fælles database. På den måde kan vi sammenligne prisniveauerne og vores forventning er, at det kan virke præventivt, så vi undgår, der opstår karteldannelser, siger Peter Forsgrav.

Samarbejdet er et skridt på vejen til at undgå at konkurrerende virksomheder laver fælles aftaler og dermed presser prisen på fx byggeriet af det nye Odense Universitetshospital op.

- Generelt er der brug for, at konkurrencen i byggesektoren bliver mere effektiv. Derfor har vi et særligt fokus på byggeriet og har igangsat en række initiativer herunder samarbejdet med hospitalerne, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

I alt 14 hospitalsbyggerier til ca. 40 milliarder kroner er med i samarbejdet.

I følge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indebærer karteller i byggebranchen en overpris på mellem 10 og 50 procent. Straffen for kartelvirksomhed er bøde eller fængsel i op til seks år.

Ved du noget? Så send os et tip