Saml en pose med skrald og få en kølig drik

Mathilde og hendes familie fik en smoothie, efter de havde samlet affald ind ved stranden. Vi har masser af jordbær til kølige drikke, siger køkkenchef.

Sinatur Hotel i Nyborg har startet et nyt initiativ. Hotellet bytter en pose med skrald samlet op i naturen ud med en smoothie i et forsøg på at gøre stranden ved Storebælt renere.

- Hvis du hjælper os med at holde stranden ren og pæn, kvitterer vi med en kold forfriskning, skriver Sinatur Hotel i et facebookopslag.

Det er Rasmus Lauritsen, hotellets køkkenchef, der laver smoothies til de miljøvenlige strandgæster.

- Vi skal passe på vores natur, og vores seks hoteller ligger i naturskønne omgivelser, så det er vigtigt, at vi passer på den natur, vi er i, og at vi får inddraget vores gæster til at være med i at passe på naturen, siger Rasmus Lauritsen til TV 2/Fyn. 

Mor: Motiverende for børnene

Alle - ikke kun hotellets gæster - kan være med til at samle affald og få en kølig drik på en varm sommerdag. 

Se hele tv-indslaget. 
Fotograf: Rasmus Rask

Vicki Hansen og hendes familie fra Ullerslev var blandt de mange, der allerede har ryddet op på den nærliggende strand. 

- Det er motiverende, især for børnene, siger Vicki Hansen.

- Jeg får også mere lyst til det, tilføjer hendes datter, Mathilde Bang Johansen.

Datter: Dyr kan dø af affaldet

Datteren ærgrer sig over, at der ligger så meget affald på stranden og generelt i naturen. 

- Jeg synes, det er ubehageligt at tænke på, at folk bare smider affald uden at tænke over, at dyrene kan dø af det, siger Mathilde Bang Johansen.

Det glæder hotellets køkkenchef, at familier som den i Ullerslev gider samle affald ind. Han opfordrer andre til at fortsætte det gode arbejde. 

- Vi har masser af jordbær og fløde til at lave smoothies, siger Rasmus Lauritsen.

Hotellet fik inspiration til initiativet fra et andet hotel i udlandet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt