Samme sted: Nyt stenkast på motorvejen

Ingen kom til skade, da en bil blev ramt af en større sten ved den motorvejsbro, hvor en tysk kvinde mistede livet i sommer. Motorvejen lukkes nu for at lede efter stenen.

På motorvejen  er to personer efter alt at dømme sluppet heldigt fra et stenkast fra en bro over vejen.

- En mand og en kvinde kommer kørende i retning mod Sjælland. Da de kører under broen, bliver de ramt i forruden. De taler med hinanden, så de ser ikke, hvor stenen er kommet fra, siger vagtchefen.

- Om stenen er kommet fra siden, eller om der har stået nogen på broen eller andet, skal vi finde ud af, siger Hans Frederiksen videre.

Episoden skete omkring klokken 14.30, da bilen netop var kørt under broen ved Langesøvej.

Politiet leder efter sten
Stenen gik ikke igennem forruden, og der er ingen personskade. Der er dog ikke mange oplysninger om episoden, da stenen ikke er fundet.

- Vi har ikke stenen. At se ud fra stenslaget i frontruden er det en større sten. Og der kommer ikke bare en sten i den størrelse farende i luften. Der kørte heller ingen biler umiddelbart foran, siger Hans Frederiksen.

Lørdag aften bliver motorvejen spærret på strækningen, så politiet har mulighed for at lede efter stenen.

- Nu lukker vi motorvejen for at se, om vi kan finde stenen. Vi skal have vores hunde igennem, så det er usikkert, hvor længe der vil være afspærret, siger vagtchefen.

Det er strækningen i østgående retning, der nu er lukket. Trafikken bliver ledt af ved afkørsel 54 ved Vissenbjerg og retur ved motorvejen ved Blommenslyst.

I august blev en 33-årig tysk kvinde dræbt, da en 30 kilo tung betonklods blev kastet ned på bilen. Det var også ved Langesøbroen. Kvindens 36-årige mand blev hårdt kvæstet, mens parrets femårige søn ikke fik alvorlige fysiske skader.

 

 

Oversigt

    Oversigt