Lithen taler med de døde: Samtaler mellem afdøde og pårørende bliver til bog

En fynsk kvinde tilbyder efterladte at komme i kontakt med afdøde. Hun er et såkaldt medie og hjælper pårørende til at slutte fred med sorgen.

Om aftenen den 4. december 2015 bankede det på Alex Bugges dør. Han havde et par timer forinden talt i telefon med sin søn Jacob, som den aften skulle være sammen med nogle kammerater. De havde fået lidt at drikke, og Alex Bugge bad derfor sin søn lade bilen stå og tage en taxa hjem. Men det råd fulgte Jacob ikke. 

I døren stod to politibetjente. De fortalte, at Jacob var omkommet i en trafikulykke. 

- Jeg havde ingen tanker i hovedet. Der var tomt. Jeg lå bare pludselig på gulvet og græd, fortæller Alex Bugge om det øjeblik, som for altid vil stå som det værste i hans liv. 

Ro i sindet

Jacob blev 28 år. Der er nu gået lidt over tre år, men sorgen over at have mistet sin søn har været svær at leve med. Derfor tog Alex Bugge kontakt til Lithen Mynthe Jørgensen. Hun er et såkaldt medie, som siger, at hun kan tage kontakt til de døde. 

Alex Bugge mistede sin søn Jacob i december 2015. 
Alex Bugge mistede sin søn Jacob i december 2015. 
Foto: Morten Albæk

- I starten var jeg vred på Jacob. Vred over at han ikke tog en taxa hjem eller bad mig hente ham. Så jeg havde brug for at få ro i sindet og vide, at han havde det godt, fortæller Alex Bugge. 

Og ro i sindet var netop, hvad Alex Bugge fik. 

- Lithen fortalte mig, at Jacob er sammen med sin mor nu. Hun døde for flere år siden, og han nåede aldrig rigtigt at lære hende at kende. Og så sagde han til Lithen, at jeg skulle holde op med at være så ked af det, fortæller Alex Bugge. 

Lithen Mynthe Jørgensen oplever, at hun som medie kan hjælpe rigtig mange pårørende. 

- Det går altid fra at være en dyb sorg til at blive et savn, når de har haft kontakt til deres afdøde, fortæller hun. 

Derfor er 20 af hendes samtaler mellem pårørende og afdøde blevet til bogen "Vi ses". 

- Jeg vil gerne have, at læseren får et indblik i, at kærlighed varer evigt, og at vi er forbundet med hinanden til evig tid. Og så håber jeg, at bogen kan give trøst og eftertanke. For der er et liv efter døden, siger Lithen Mynthe Jørgensen. 

Folk må tro, hvad de vil 

Både Alex Bugge og Lithen Mynthe Jørgensen ved godt, at det for mange kan virke uforståeligt, at man kan tage kontakt til de døde. 

- Folk skal have lov til at være skeptiske. Men jeg håber, at de i det mindste vil være nysgerrige, siger Lithen Mynthe Jørgensen. 

Lithen Mynthe Jørgensen og Alex Bugge. 
Lithen Mynthe Jørgensen og Alex Bugge. 
Foto: Morten Albæk

Alex Bugge lader sig ikke påvirke af, at mange mennesker ikke deler hans overbevisning. For han ved, at det er Jacob, Lithen har haft kontakt til. 

- Jeg havde ikke fortalt Lithen, at Jacobs mor var død. Generelt kunne hun fortælle mange ting om Jacob, som jeg ikke havde fortalt, siger han. 

For Alex Bugge har mødet med Lithen Mynthe Jørgensen været en øjenåbner. Selvom han stadig savner sin søn, kan man nu mindes ham på en positiv måde, for nu ved han, at Jacob har det godt. 

- Jacob var en af de slags mennesker, som gik ind i folk med træsko på. Han var vellidt og jeg er stolt af ham. 

 

Oversigt

    Oversigt