I det fynske folks tjeneste

Sandsuger ved Fyn er trukket op

Det lykkedes tirsdag eftermiddag at trække en sunket sandsuger ved Fyn op. Nu skal den bringes til værft.

Det lykkedes tirsdag eftermiddag at trække en sunket sandsuger ved Fyn op. Nu skal den bringes til værft.

Kranen Samson har tirsdag eftermiddag trukket den sandsuger fri, som i sidste uge gik til bunds ud for Tørresø Strand på Nordfyn.

- Den er nu hevet op på ret køl, og man er ved at tømme den for vand, fortæller stabsvagten hos Søværnets Operative Kommando, SOK.

Der er ikke risiko for olieudslip, oplyser Søværnets Operative Kommando, SOK.

I forbindelse med ulykken lækkede skibet noget dieselolie, men frivillige fra Marinehjemmeværnet var hurtige til at lægge en flydespærring ud omkring det forliste skib.

Ved tirsdagens hævning undgik man olieudslip.

- Det kom lidt ubetydelig dieselfilm, så miljømæssigt er det gået rigtigt fint, siger stabsvagten.

Samson er en flydende kran, der normalt holder til i Aarhus Havn. Den blev også brugt, da et skib sejlede ind i Limfjordsbroen i slutningen af marts.

Når sandsugeren er tømt for vand, skal den slæbes til Fayard - det tidligere Lindøværftet. Her vil den blive tømt for sin last.

Det er ikke endelig afklaret, hvad der er årsag til ulykken. Men ifølge besætningens forklaringer til Fyns Politi tippede skibet, fordi lasten var kommet i ubalance.

- Det kunne være noget med ballasttankene, men det skal teknikerne fra Havarikommissionen undersøge nærmere, sagde Erik Skov hos Fyns Politi tidligere.

Ved du noget? Så send os et tip