Ny sur smiley i Svendborg: Sandwichbar får bøde for mangelfuld rengøring i køkken

Indtørret sort skidt og madrester i køkken og køleskab udløser bøde på 5.000 kroner til Boulangerie, der forsikrer, at der er gjort rent nu.

Fødevarestyrelsen har været på besøg hos sandwichbutikken Boulangerie på Centrumpladsen i Svendborg og konstateret, at der ikke er gjort tilstrækkeligt rent i køkkenet.

 

 

- Køkken og salgsområde fremstår ikke tilstrækkeligt rengjort. Gulv og kanter ved disk i salgsområde fremstår med indtørret sort skidt og med indtørrede produktrester, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Derudover er der fundet indtørrede madrester og fedtet belægning i køleskabet i køkkenet.

Som følge af den mangelfulde rengøring har Boulangerie fået sin første sure smiley og en bøde på 5.000 kroner.

Ejer: Nu er der gjort rent

Sandwichbutikken erkender, at der trænger til at blive gjort ordentligt rent.

- Vi har gjort rent siden sidst (forrige kontrolbesøg 11. november, red.), men det trænger igen, fortæller ejer Minh Do til Fødevarestyrelsen under kontrolbesøget.

Efter Fødevarestyrelsens besøg har sandwichbaren fået gjort grundigt rent. Det fortæller Minh Do til TV 2/Fyn.

Ifølge hende skyldes den sure smiley i høj grad, at butikken holder til i en gammel bygning i det centrale Svendborg, og der er nogle af faciliteterne, der trænger til at blive skiftet ud.

- Der trænger til at blive malet, siger Minh Do.

Har I fået gjort rent nu?

- Ja, ja, vi gør rent hele tiden. Vi fedter jo meget. Hver gang vi laver noget, bliver her fedtet, så vi skal virkelig være grundige, fortæller ejeren, der forsikrer, at der på intet tidspunkt har været risiko for butikkens kunder.

- Der har ikke været noget i vejen med vores mad.

Hylder skiftes i juleferien

I juleferien vil medarbejderne i Boulangerie sørge for, at der vil blive malet, og der vil blive taget hånd om hylder og andre ting, der trænger til at blive skiftet ud. 

Boulangerie er ikke det eneste sted i Svendborg, hvor der ifølge Fødevarestyrelsen har været problemer med rengøringen. Slagter Richardt Larsen fik ud over en bøde også en politianmeldelse, da smørrebrødsforretningen Richardts Kød fik sin fjerde sure smiley på et halvt år.

Smiley-ordningen har eksisteret siden 2001 og giver med jævne mellemrum restauranter og caféer et mere eller mindre smilende ansigt eller en sur smiley. Sure smileyer medfører bøder eller politianmeldelser.

Oversigt

    Oversigt