I det fynske folks tjeneste

Sang og dans for børn i sorg

Fredag samler Kulturmaskinen for sjette år i træk sang, musik og comedy på Magasinet i Odense til det årlige julegalla. Alle pengene fra det udsolgte show går til organisationen Børn, Unge & Sorg.

Det bliver en festlig blanding af pop, kammermusik, dans og poetry slam, når både lokale og nationale navne indtager Magasinet i Odense til Kulturmaskinens årlige julegalla. Julie Berthelsen, Søren Okholm og dansegruppen Foxy Ladies er blandt navnene på plakaten, og fælles for dem alle er, at de fredag optræder kvit og frit i en god sags tjeneste. 

Alle billetindtægter og donationer fra årets julegalla går nemlig ubeskåret til børn og unge, der har mistet. 
Organisationen Børn, Unge og Sorg hjælper unge op til 28 år med støtte, psykologhjælp og samtalegrupper, hvis de enten har mistet en forælder eller har alvorlig sygdom tæt inde på livet. Og efter aftenens julegalla får de overrakt alle indtægterne. 

- Det betyder utroligt meget for os, at vi modtager de her penge. Vi har brug for pengene, så vi kan hjælpe endnu flere børn og unge, der oplever at miste en forælder, fortæller Jan Mathiasen, som er projektleder i Børn, Unge og Sorg, og som også selv skal på scenen i morgen og fortælle om organisationen. 

Pengene skal danne støttegrupper 

Omkring 50.000 kroner kan Børn, Unge og Sorg forvente at få med hjem efter aftenens julegalla. Pengene skal bruges på at oprette et frivillignet, hvor unge kan komme til caféaftener og få vejledning af andre unge, som tidligere har oplevet at miste. 
Ifølge Jan Mathiasen vil de caféaftener i fremtiden særligt kunne hjælpe unge i juletiden:

- Julen er jo en fantastisk stund for de fleste, men for børn, der har mistet, kan det være en rigtig hård tid. De har en masse spørgsmål, som vi andre ikke forstår, men som de vil kunne snakke med andre unge om, forklarer han. 

Velgørenhed i fokus

Det er fjerde år, at Kulturmaskinen arrangerer julegalla i Magasinet. Sidste år var det værestedet Reden, som tager sig af prostituerede kvinder i Odense, der modtog pengene fra showet. Og ifølge arrangør og vært, Birgitte Weinberger, så er det netop velgørenheden, der er det vigtigste, når Julegalla løber af stablen i aften. 

- Julegalla er jo efterhånden blevet en tradition. Først og fremmest gør vi det jo for at sætte fokus et rigtigt vigtigt område. Både ved at give dem en donation, men også for at gøre opmærksom på, at de findes, fortæller Birgitte Weinberger. 

Alle billetterne til årets julegalla forsvandt på et par uger, men du kan komme med til forberedelserne på TV 2/FYN Nyhedskanalen i dag klokken 17.30. 

Ved du noget? Så send os et tip