Sag om embedsmisbrug: - Sat på pinebænken i al for lang tid

Det er stærkt problematisk, at sager er år om at komme for retten, mener formanden for retspolitisk forening Bjørn Elmquist.

Det er grotesk og en trussel mod retssikkerheden, at en politisag om muligt embedsmisbrug stadig ikke er opklaret to år senere.

Det mener formanden for retspolitisk forening, retsadvokat Bjørn Elmquist.

En medarbejder i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune blev i 2017 fyret fra sin arbejdsplads og politianmeldt på grund af mistanke om embedsmisbrug.

Men sagen er efter mere end to år stadig ikke opklaret, og den tidligere medarbejder har derfor ikke fået nogen afklaring.

Og det er stærkt problematisk, at sager er år om at komme for retten, lyder det nu fra Bjørn Elmquist: 

- Det kan betyde, at der bliver nødt til at blive afsagt nogle domme, som i og for sig ikke helt svarer til det, det skulle.

- Hvis nu man har en sag om økonomisk kriminaltitet, hvor der er en, der har gjort sig skyldig i ganske alvorlige ting, men der er gået fem-seks år før man overhovedet kommer for retten, så står der i straffeloven, at det skal føre til en mildere dom.

- Og det kan man sige er uretfærdigt, men samtidig har alle de mennesker, der har været involveret, været sat på pinebænken i al for lang tid.

Hverken dømt eller frikendt

Og netop pinebænken er den fyrede medarbejder fra Odense Kommune sat på, mener Ingeniørforeningens fagforening IDA. IDA er den fyrede medarbejders fagforening, og her vækker det stor frustration, at der er gået så lang tid og at sagen stadig ikke er færdigbehandlet.

- I al den tid, hvor sagen ikke er afgjort, sidder vores medlem og er lidt låst af situationen. Han kan ikke komme videre, for han er hverken dømt eller frikendt. Det giver nogle begrænsninger for, hvad han kan, siger formand for Ansattes Råd i ingeniørforeningen IDA, Morten Thiessen.

Fyns Politi vil ikke kommentere sagen fra Odense Kommune, men har dog sagt til TV 2/Fyn, at man har arbejdet kontinuerligt med sagen, siden anmeldelsen i 2017.

Fyns politi afviser desuden, at det skulle være mangel på ressourcer, der har haft betydning for, at sagen trækker ud.

Mistænkt for 25 sager

Den fyrede medarbejder var ansat i Byggesagskontoret, og er mistænkt for via sit privatejede firma at tage sig betalt for at rådgive og vejlede virksomheder og private, for bagefter selv at foretage sagsbehandlingen af de efterfølgende ansøgninger.

Sagerne går tilbage til 2012, og ifølge TV 2/Fyns oplysninger har By- og Kulturforvaltningen kendskab til cirka 25 sager.

TV 2/Fyn har tidligere været i kontakt med den pågældende medarbejder. Men vedkommende ønskede ikke at udtale sig. 

Oversigt

    Oversigt