Varetægtsfængslet i fire uger: Satte ild til kvindes lejlighed

En mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for at have sat ild til en kvindes lejlighed i Faaborg, men nægter sig skyldig.

Den 9. marts blev der stukket til en kvindes lejlighed i Klostergade i Faaborg. 

En 36-årig mand er sigtet for at have påsat branden, og tirsdag blev han fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Svendborg.

Manden, der nægter sig skyldig, er nu blevet varetægtsfængslet i fire uger, mens efterforskningen pågår. Det oplyser Fyns Anklagere på Twitter. 

Risiko for at det sker igen

Anklager Anne-Sophie Serring fra Fyns Politi fortæller, at hun ved grundlovsforhøret tirsdag argumenterede for, at manden ikke bør været på fri fod, mens der efterforskes.

- Han er blevet varetægtsfængslet, fordi der er en risiko for, at han kan finde på at gøre noget lignende igen, siger Anne-Sophie Serring. 

Hun fortæller, at den sigtede og lejlighedens beboer ikke kender hinanden. 

Entrédør brændt helt ned

Kvinden, der bor i lejligheden, var heldigvis ikke hjemme om eftermiddagen den 9. marts, hvor branden hærgede.

Hvordan ilden fik tag i lejlighedens dør skal nu undersøges nærmere, fortæller anklager Anne-Sophie Serring.

- Men man kunne konstatere, at entrédøren var brændt helt ned. Branden blev slukket, men der var en masse sod ind i resten af lejligheden, siger hun.

Anne-Sophie Serring kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om, hvilken strafudmåling manden har udsigt til.

Oversigt

    Oversigt