Saudisk bank støtter friskole i Odense

Den islamiske udviklingsbank Islamic Development Bank med base i Saudi Arabien har direkte og indirekte støttet friskolen Roser Skolen i Odense med flere millioner kroner.

Ifølge Berlingskes oplysninger har Islamic Development Bank doneret mere end 2,7 millioner kroner til Familie Fonden, der ejer friskolen Roser Skolens bygninger i Odense.

Udover Roser Skolen i Odense har banken også støttet renoveringen af Al Quds Skole i København med mere end 1,8 millioner kroner. Og Banken har doneret omkring ti millioner danske kroner til opførelsen af Selam Privatskole i Aarhus.

Donationerne fra Islamic Development Bank er først indbetalt til Familie Fonden og herefter overført til Roser Skolen.

- Det er vigtigt at understrege, at pengene er doneret til Familie Fonden og ikke skolen. Og jeg kan fuldstændig afvise, at banken forventer at få noget igen. Både Familie Fonden og skolen er fuldstændig uafhængig fra Islamic Development Bank, ligesom der er fuldstændig uafhængighed mellem Roser Skolen og fonden, siger formand for fonden Mohamad Al Khaled Samha, til Berlingske.

Pengene er brugt til bygninger

Han påpeger samtidig, at pengene fra banken primært bliver brugt til at renovere skolens bygninger, og at skolen stadig bruger af pengene til at reparere på skolen.

Folketinget strammede i 2016 lovgivningen, så skolerne nu er forpligtet til at oplyse navne på donorer, der støtter skolen med over 20.000 kroner. Donationerne er lovlige, så længe støtten ikke går ud over skolens uafhængighed.

Donatoner skal oplyses til skolens eksterne tilsynsførende og skal medtages i den årlige tilsynserklæring for friskoler. Men i tilsynserklæringen for Roser Skolen for skoleåret 2016-2017 skriver tilsynsførende Dorthe Kirkeby Bæhrenz, at skoleleder Yawez Mahmad Khatib har oplyst, at skolen ikke har modtaget donationer i skoleåret 2016-2017.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet genoptog tilsynet med Roser Skolen i Odense i august, fordi der var opstået tvivl om skolens uafhængighed af Familie Fonden. Familiefonden ledes af den kendte imam, Mohamed Al Khaled Samha - også kendt som Abu Bashar.

Skæpet tilsyn med friskole

En anden friskole i Odense, Al-Salam Skolen, er sat under skærpet tilsyn af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i Undervisningeministeriet.

Indtil skolen har redegjort for en række forhold om undervisning og økonomi bliver skolens statstilskud holdt tilbage.

Skolen skal blandt andet redegøre for donationer til skolen.

- Det er en svær kritik at forholde sig til. Der er forældre, der gerne vi have, at deres børn har en god skole, hvor de lærer noget. Så donationer kan også være en gave fra forældre, der vil noget mere, og som vil rykke skolen noget mere, siger souschef Tor Scavenius fra Al-Salam Skolen.

Al-Salam Skolen har frist til fredag med at aflevere en redegørelse til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Lov om friskoler

Oversigt

    Oversigt