I det fynske folks tjeneste

Saybia - fynboer med hjemmebanefordel

01:31

Fynske Saybia åbner ballet på årets Tinderbox Foto: Foto: Tinderbox

1 af 2

Rockbandet Saybia åbner ballet på Tinderbox, og det burde ikke være noget problem for Nyborg-drengene at starte festen i Tusindårsskoven.

Vejen til succes går gennem hårdt arbejde, siger man, og det må siges at være gældende for fynske Saybia, der måtte kæmpe for at overbevise pladeselskaberne om, at de skulle have en kontrakt.

Bandet blev dannet i 1993, og først otte år senere kom den selvbetitlede EP, der solgte 12.000 eksemplarer. Det helt store gennembrud kom året efter med pladen The Second You Sleep, der som den første danske debutplade strøg direkte ind på førstepladsen på hitlisten.

Pladen solgte 100.000 eksemplarer på et havlt år og endte med at blive den bedst sælgende danske plade i 2002.

Hjemmebanefordel

- Saybia er jo fra Fyn, så det er helt klart hjemmebanefordel, de har ved at spille på Tinderboxfestivalen. De stammer fra Nyborg, men Odense er jo tæt på. Det er et band, der har været lidt væk et stykke tid. De havde et stort gennembrud i starten af 00'erne og fik nogle store hits med deres meget melodiske, lidt melankolske rockmusik, siger Ole Rosenstand Svidt fra GAFFA.

I 2004 udgav Saybia These Are the Days og i 2007 kom Eyes on the Highway, der ikke nåede samme popularitet som forgængeren. I 2008 kundgjorde bandet, at de ville holde pause på ubestemt tid, og det blev startskuddet til forsanger Søren Huss' solokarriere, hvor han har udgivet to dansksprogede plader.

Men nu er de sammen igen, og sidste år udkom deres fjerde studiealbum No Sound from the Outside, som blev pænt modtaget og som de har turneret med i efteråret og foråret.

Godt liveband

Ole Rosenstand Svidt mener, at Saybia sagtens kan få en gang i festen, selvom de spiller som de allerførste på Tinderbox:

- Det er et godt liveband. Søren Huss har jo en god, meget stor og fyldig stemme, og det er et godt, velspillende orkester som jo også har mange års erfaring. Så de kan sagtens få en god fest op at køre, selvom de starter tidligt på dagen. 

Saybia - The Second You Sleep

Saybia lægger for på blå scene torsdag klokken 14.05. De skal turnere sommeren over, og du kan se hvor du ellers kan opleve dem på deres facebookside.




 

Ved du noget? Så send os et tip