Scandlines vandt Spodsbjerg-Tårs

Scandlines fortsætter med at sejle mellem Langeland og Lolland efter at have vundet udbuddet af ruten. Samtidig har rederiet fået tilladelse til at skære i færgernes besætninger.

Trækker opsigelser til medarbejdere tilbage

Scandlines Sydfynske fortsætter med at sejle mellem Tårs på Lolland og Spodsbjerg på Langeland. Fredag vandt rederiet udbudsrunden, og det er Scandlines administrerende direktør, Peter Grønlund, godt tilfreds med.

- Nu får vi mulighed for at trække opsigelsen af medarbejderne tilbage, siger Peter Grønlund, der også er bestyrelsesformand i Scandlines Sydfynske

Sejladsen på de nye betingelser med tilskud fra Storebæltsbroen starter den 1. maj i år, og aftalen gælder i fem år.

- Det betyder, at vi nu får ro til at gennemføre de ændringer og effektiviseringer, som har været en betingelse for, at vi har kunnet lægge et så konkurrencedygtigt tilbud på bordet, siger direktør Jørgen Jensen, Scandlines Sydfynske.

3F: de skærer i besætningerne

I følge Nyhedsbrevet 3F, fredag, har Scandlines fået lov til at skære besætningerne på de to færger på Spodsbjerg-Tårs ned fra de nuværende seks til fem mand.

Søfartsstyrelsen har været tilbageholdende med at give tilladelsen af hensyn til sikkerheden ombord. Men efter at have deltaget i en sikkerhedsøvelse har styrelsen bøjet sig.

- Skibene er ombygget og indrettet med henblik på, at alle drifts- og sikkerhedsmæssige funktioner kan udføres af den i ansøgningen angivne besætning, hedder det i Søfartsstyrelsens tilladelse i følge Nyhedsbrevet.

3F sømændene har anket tilladelsen. Dels fordi de er bekymret over sikkerheden, dels fordi de frygter, at lignende ordninger skal brede sig til andre færger.

Oversigt

    Oversigt