Scarlet Pleasure tog favnen fuld af statuetter

De danske musikelskere havde ikke tøvet, da de afgav stemmer forud for årets GAFFA-prisuddeling. Scarlet Pleasure fik den største andel.

Det var pop- og r&b-trioen Scarlet Pleasure, der blev de store vindere, da GAFFA-Prisen 2018 blev uddelt i Odeon i Odense torsdag aften. Scarlet Pleasure fik tre priser, nemlig Årets Danske Band, Årets Danske Udgivelse og Årets Danske Popudgivelse, begge for ep'en Limbo.

Der var to priser til Mads Langer for Årets Danske Solist og Årets Danske Livenavn, ligesom nykommeren Hugo Helmig modtog to priser, Årets Nye Danske Navn og Årets Danske Hit ('Please Don't Lie').

Prisen Årets Danske Rockudgivelse gik til The Minds of 99 for ep'en Solkongen (del 1), mens Årets Danske Hiphop-Udgivelse blev Suspekt og 100% Jesus. Årets Danske Elektroniske Udgivelse var AV AV AV for ep'en Everything Is True, mens prisen Årets Danske Hardrock/Metal-Udgivelse gik til Solbrud og Vemod.

I den internationale afdeling var Ed Sheeran den store sejrherre med tre priser, Årets Internationale Solist, Årets Internationale Hit ("Shape of You") og Årets Internationale Udgivelse (Divide). Coldplay blev Årets Internationale Band, og Khalid modtog prisen Årets Nye Internationale Navn.

Musikmagasinet GAFFAs læsere har i perioden 1. januar-31. januar haft mulighed for at stemme på årets musiknavne fra ind- og udland. I alt har 14.034 læsere afgivet deres personlige stemmer i 16 kategorier. De nominerede i hver kategori var de fem kunstnere, der havde fået flest læserstemmer blandt kandidaterne, som var indstillet af GAFFAs redaktion på baggrund af deres præstationer i 2017. De endelige vindere var de navne, der har fået flest læserstemmer i de enkelte kategorier.

De optrædende ved showet var death metal-bandet Baest, soulstjerneskuddet Iris Gold, singer-songwriteren Mads Langer, elektropop-kunstneren Lydmor, rockgruppen The Minds of 99, retro-rapperen Marvelous Mosell og det fremadstormende engelske punk/rock/urban-talent Yungblud.

Vært var skuespiller og tv-vært Christopher Læssø, kendt fra blandt andet TV2's Danmark har talent og den Oscar-nominerede film The Square.

GAFFA-Prisen er arrangeret i samarbejde med Odense Kommune.

Samlet vinderliste

 

 

Oversigt

    Oversigt