Schmeichel savner Lars Høgh omkring landsholdet

Kasper Schmeichel savner den glæde, som den kræftramte målmandstræner Lars Høgh plejer at sprede.

Efter fodboldkonflikten er blevet løst, er alt stort set, som det plejer at være, når fodboldlandsholdet er samlet. Men en person mangler dog.

Målmandstræner Lars Høgh, der har været tilknyttet landsholdet siden 2008, er under behandling for kræft, og den glade fynbos tilstedeværelse er savnet, siger Kasper Schmeichel.

- Det er selvfølgelig anderledes, når Lars ikke er her. Vi savner Lars, og vi ønsker ham alt det bedste. Vi har været ovre for at besøge ham, og vi har planer om at besøge ham igen i en af disse dage.

- I alt den tid jeg har været på landsholdet, har Lars været her. Så selvfølgelig kan man mærke, at han ikke er her.

Det er en situation, hvor han bliver nødt til at tænke på sig selv og sin familie, siger Kasper Schmeichel.

Leicester-målmanden mener, at Lars Høgh altid er garant for at sprede god stemning i landsholdstruppen.

- Man mærker hans fravær i forhold den personlighed han har og den glæde, som han spreder. Jeg har et meget tæt og personligt forhold til Lars, og han er normalt den første jeg ser, når jeg kommer ind i landsholdslejren.

- Det er ham, som arrangerer målmændenes træninger og opladninger til kampe. Alle mærker selvfølgelig hans fravær, men jeg tror specielt, at vi målmænd mærker det, siger Schmeichel.

I stedet er det Mike Stowell, der til daglig er målmandstræner for Schmeichel i Leicester, der udfylder rollen som landsholdets målmandstræner.

- Vi har bedt min målmandstræner i Leicester om at fylde pladsen, indtil Lars forhåbentlig kommer tilbage snart. Åge kender også målmandstræneren fra tidligere, så det har været meget naturligt, at det var ham, siger Kasper Schmeichel.

Før Lars Høgh kastede sig over trænergerningen, var han selv målmand på topniveau, og han var blandt andet med for Danmark ved VM i 1986, hvor han blev passeret fem gange i 1-5-nederlaget i ottendedelsfinalen mod Spanien.

Fynboen er en legende i OB, som han spillede for i hele sin professionelle karriere. Her oplevede han både at blive danmarksmester og var med til at slå Real Madrid ud af Uefa Cuppen.

Han indtog også en kedelig rolle under en superligakamp i Aarhus, hvor AGF-målmandskollegaen Lars Windfeld formåede at score på et udspark.
 

Oversigt

    Oversigt