Scor kassen ved at flytte i din egen kommune

Hvis det vigtigste ikke er beliggenheden, men i stedet økonomien, så kan du spare penge ved at købe hus et lille stykke fra det dyreste område.

Bortset fra i hovedstadsområdet er der landet rundt store penge at spare ved at flytte bare få kilometer inden for den samme kommune.

I 18 kommuner er forskellen mellem det billigste og dyreste sogn på over 200 procent. Nogle steder meget mere. Det viser en opgørelse fra boligsiden.dk, der laver statistik over ejendomsmarkedet i Danmark ud fra oplysninger fra boligadvokater og ejendomsmæglere.

Så spiller økonomien den afgørende rolle ved huskøbet, kan der hives mange penge hjem ved at slå sig ned i den billigste del af den udvalgte kommune.

- Med lidt geografisk fleksibilitet kan man i relativt mange kommuner købe et hus markant billigere uden at gå glip af de fordele, som favoritkommunen tilbyder, siger kommunikationsdirektør Birgit Daetz fra boligsiden.dk.

- De ekstra penge kan man så bruge på for eksempel en ekstra bil.

I kommuner som Aarhus og Frederikshavn kan der spares over 450 procent på huskøbet inden for samme kommunegrænse.

Den største lokale forskel er der i Aarhus Kommune med 469 procent. I den attraktive midtby i Sankt Pauls Sogn er prisen for en enkelt kvadratmeter hus på 48.250 kroner.

Men bare 17 kilometer syd for i kommunens billigste sogn, Astrup, er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på blot 8486 kroner.

- Som huskøber kan den store økonomiske gevinst ved at slå sig ned der, men stadig i samme kommune, give markant mere luft i økonomien, uden at man stadig behøver at pendle ret langt, siger Birgit Daetz.

quote Som huskøber kan den store økonomiske gevinst ved at slå sig ned der, men stadig i samme kommune, give markant mere luft i økonomien, uden at man stadig behøver at pendle ret langt

Birgit Daetz, kommunikationsdirektør fra boligsiden.dk.

De store lokale prisforskelle ses ikke kun i de større byer, men også på Langeland, hvor du kan købe et hus i Magleby til gennemsnitligt 2.739 kroner per kvadratmeter, hvorimod et hus i Rudkøbing koster 10.542 kroner. 

Men det er ikke det eneste sted, hvor der er penge at spare. Også på Bornholm og i Sønderborg kan du spare penge ved at flytte lidt uden for det dyre sogn.

Men ifølge direktør Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videnscenter drives huskøberne oftest af noget helt andet end udsigt til lav husleje.

- Stadigt flere mennesker vil bo bynært. Desuden lever vi i et singlesamfund, der efterspørger mindre boliger i byen frem for store, billige huse på landet. Flere ældre og færre børnefamilier vil i de kommende år kun øge den tendens, siger han.

Oversigt

    Oversigt