SDU-forskning: Kvinder slår hyppigst - men mænd slår hårdest

Ny rapport fra Syddansk Universitet og Dialog mod Vold viser, at gensidig vold i parforhold er den mest hyppige voldsform i parforhold.

Når der er vold i parforhold, er det ofte begge parter, der slår. 

Det viser en ny rapport udarbejdet af Dialog mod Vold og Syddansk Universitet for ligestillingsminister Karen Ellemann (V). 

Rapporten sammenfatter tidligere international forskning om vold i parforhold. 

Her kan man læse, at det er veldokumenteret, at indbyrdes vold ofte finder sted i parforhold med vold. Samt at kvinder, der er i parforhold, hvor begge parter udøver en form for vold, udøver volden en anelse hyppigere end mænd. 

Dog slår rapporten også fast, at mænd påfører kvinder større fysisk og psykisk skade ved udøvelsen af vold. 

- Rapporten er med til at nuancere billedet af voldelige parforhold. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at vold kan have mange former og mønstre, og at både kvinder og mænd kan være udsat for vold, hvis vi skal vold til livs.

- Men jeg vil gerne understrege, at det på ingen måde må tage fokus væk fra, at det primære problem er vold mod kvinder. Det er her, at hovedparten af de alvorlige tilfælde er, siger Karen Ellemann.

Kærestevold blandt de unge

Rapporten viser desuden, at unge i Danmark oplever betydeligt mere psykisk kærestevold end fysisk og seksuel. 4 ud af 10 elever i 7. klasse har således oplevet at blive udsat for psykisk vold af deres kæreste.

quote Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at vold kan have mange former og mønstre, og at både kvinder og mænd kan være udsat for vold, hvis vi skal vold til livs

Karen Ellemann (V), ligestillingsminister 

- Jeg synes, det er alarmerende, at så mange unge helt ned til 7. klasse siger, at de har været udsat for kærestevold. Det er ikke en sund ungdomskultur. Det er samtidig tankevækkende, at drengene ser ud til oftere at opleve fysisk vold, siger ligestillingsminister Karen Ellemann.

Den hyppigt forekommende psykiske vold blandt de unge understreger vigtigheden af, at den psykiske vold ligestilles med den fysiske vold. 

Tirsdag sagde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til DR, at der skal være en selvstændig bestemmelse i straffeloven, der forbyder psykisk vold.

Meldingen kommer, efter at Alternativet, Enhedslisten og De Radikale i november fremsatte et beslutningsforslag i Folketinget om at skærpe lovningen for psykisk vold.

Oversigt

    Oversigt