SDU forsvarer de danske farver i Portugal

Bloddryppende mordgåde skal sikre SDU sejr i naturvidenskabs-konkurrence.

I weekenden afholdes den internationale science event Wonders i Lissabon. To naturvidenskabsstuderende fra Syddansk Universitet deltager.

De stiller op med aktiviteten 'CSI agent', en bloddryppende mordgåde, der skal løses gennem intelligent brug af naturvidenskab.

De to studerende Dorte Heidi Højland og Elisabeth Christiansen skal vise, hvad en spændende fortælling kan gøre, når der skal formidles indviklet naturvidenskab.

Sammen med projektleder Allan Haurballe Madsen fra Det Naturvidenskabelige Fakultet, har de to derfor knoklet med at finpudse detaljer i mordsagen. Og en ting er de tre helt enige om: "Er man med i en konkurrence, så skal man selvfølgelig også gå efter at vinde".

Der deltager i alt 35 forskellige aktiviteter, så dommerpanelet får nok at se til og prøve, når de skal finde frem til, hvem der løber med titlen som Europas bedste science-aktivitet.

Syddansk Universitet stiller også med en af de 12 dommere ved konkurrencen. Det er astrofysiker Anja C. Andersen, der selv har vundet flere priser for sin fremragende formidling til børn og unge.

Oversigt

    Oversigt