SDU uddanner eksperter i konflikt

SDU opretter en uddannelse i at håndtere konflikter rundt omkring i verden.

Der er tale om en kandidatuddannelse i sikkerhed og international ret, der er den eneste af sin art i Norden.

- Internationale konflikter er mere komplicerede end tidligere. Derfor er der et stort behov for praksisorienterede eksperter, som forstår og har overblik over politiske, juridiske og etiske udfordringer, der opstår, når man skal håndtere for eksempel krigen i Afghanistan, siger professor Steen Rynning, Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet.

De færdige kandidater kan hjælpe organisationer og aktører, som arbejder i området mellem krig, fredsløsning og genopbygning.

De kan analysere og håndtere problemer og dermed være med til at skabe holdbare løsninger og indgreb.

Krig, katastrofer og pirater

På uddannelsen skal de studerende tage stilling til akutte og reelle situationer som for eksempel:

Hvordan forhandler man med pirater i Adenbugten ud fra nuværende internationale lovgivning?

Hvordan kan sikkerhed og genopbygning følges ad i Afghanistan?

Hvordan sikrer man, at nødhjælp når ud i katastrofeområder, hvor nogle drager nytte af at forhindre det?

Hvordan forebygger man, at væbnede konflikter opstår i områder med etniske spændinger?

Aftagerne

De nye kandidater ventes at blive interessante for Udenrigs- og Forsvarsministerierne.

Men også internationale organisationer som Røde Kors, NATO og International Crisis Group ventes at aftage dem.

SDU har hvad der skal til

Institut for Statskundskab og Juridisk Institut, som står bag den ny uddannelse føler selv, at de er de rette til at udbyde den.

- Både Institut for Statskundskab og Juridisk Institut har nogle stærke forskningsmiljøer og en markant international profil, og samtidig har vi en lang række undervisere med stor ekspertise i de problemstillinger, der følger med internationale konflikter, siger Sten Rynning, Institut for Statskundskab, og han fortsætter:

- En international uddannelse som denne kræver innovative forskere med sans for praktiske problemer og forhold, og det har vi.

Uddannelsen i sikkerhed og international ret udbydes fra 1. september 2011.

Mere om den ny uddannelse

Oversigt

    Oversigt