I det fynske folks tjeneste

SDU-undersøgelse: Frivillig sex skader som voldtægt

Ny forskning viser, at frivillig sex skader lige så meget som en voldtægt. Arkivfoto.

Yngre kvinder har lige så mange skader i skeden efter frivillig sex som ofre for voldtægt. Det viser en ny undersøgelse foretaget på Institut for Retsmedicin på Syddansk Universitet.

Skader i skeden er lige så almindelige efter et frivilligt samleje som efter en voldtægt. Det viser overraskende ny dansk forskning.

Mere end hver tredje danske kvinde får skader i skeden efter samleje, uanset om de har haft frivillig sex eller er blevet voldtaget. Ifølge en dansk forsker kan det hænge sammen med forskelle i kvinders slimhinder i skeden, skriver videnskab.dk

Når politifolk rundt om i verden efterforsker en voldtægtssag, skeler de ellers til, om undersøgelse af kvindens underliv afslører rifter eller mærker i skeden. Det betragtes som tegn på, at der er sket et overgreb.

Nu har en dansk forsker som den første i verden skaffet solid dokumentation for, at skader i kvindens skede kan give et misvisende billede af virkeligheden.

En grundig undersøgelse af 39 voldtægtsofre på den ene side og 110 sygeplejerskestuderende på den anden afslører nemlig, at frivillig sex skader skeden i lige så mange tilfælde som en voldtægt.

- Derfor kan man altså ikke bruge skaderne til særligt meget andet end at konstatere, at der har været samleje. I sager, hvor der er dømt på den baggrund, kan man diskutere, om der er tale om justitsmord.

Det siger Birgitte Schmidt Astrup, læge og ph.d.-studerende på Institut for Retsmedicin på Syddansk Universitet til videnskab.dk.

Hendes resultater stammer fra en ph.d.-afhandling om undersøgelse af voldtægtssager.

Den omfatter 110 yngre sygeplejerskestuderende, der ligesom 39 voldtægtsofre er undersøgt højest 48 timer efter sex.

36 procent af voldtægtsofrene havde på Center for Voldtægtsofre på Odense Universitetshospital skader i skeden og 34 procent af de studerende. Det spiller ingen rolle, om de studerende for eksempel havde dyrket vild eller blid sex eller brugt kondom eller sexlegetøj.

Forskerens konklusioner er offentliggjort i tidsskriftet Forensic Science International. De har allerede påvirket opklaringsarbejdet i dansk politi, som hun samarbejder med til daglig.

Ved du noget? Så send os et tip