SDU vil styrke Mellemøst-studier

SDU vil oprette et videncenter om Mellemøsten og den muslimske verden. Videnscenteret skal modvirke ny Muhammedkrise.

Syddansk Universitet mener, at mere viden om Mellemøsten kunne have afværget en del af følgerne af Muhammedkrisen.

Det kommende videnscenter er en del af SDUs aftaler med staten og bliver en ny aktivitet for det eksisterende Center for Mellemøststudier. Målet er at styrke formidlingen af centrets viden ud i samfundet.

Et nyt tidsskrift og en ny hjemmeside er blandt midlerne til at nå politikere, offentlige og private virksomheder og medier. Og i sidste ende de befolkningsgrupper, hvor myter og fordomme har det med at trives.

Centret skal samle og udvikle viden og kompetencer i forhold til denne del af verden ved forskning og undervisning i sprog, historie, islam, massemedier i regionen og politiske og økonomiske forhold.

- Det er en naturlig forlængelse af det vi gør i dag, vi vil bare gøre det bedre og mere synligt, siger Peter Seeberg, leder af Center for Mellemøststudier.

Centret skal rumme en række af de forskningsmiljøer om Mellemøsten og den muslimske verden, som findes på de danske universiteter, og være en ramme for samarbejde mellem relevante forskningsmiljøer i Danmark og i udlandet.

Centret beskæftiger sig med fire forsknings- og formidlingsområder:
1. Det moderne Mellemøsten - socialt, politisk og økonomisk.
2. Migrations-, religions- og kulturstudier med relation til Mellemøsten.
3. Tilegnelse af arabisk sprog.
4. Informationscenter der tilbyder kurser, foredrag, konsulentopgaver m.v.

Syddansk Universitets Center for Mellemøststudier er oprettet i 1983 med det mål at forske og underviste om det moderne Mellemøsten.

Oversigt

    Oversigt