Se billeder: Uvejret volder stadigvæk problemer

Torsdag aften væltede regnen ned over det sydlige Fyn. Og flere fynboer kæmper nu med huse, haver og indkørsler, der er skyllet væk.

Lørdag aften trak DMI deres varsel om endnu et uvejr tilbage. Flere fynboer kunne derfor ånde lettet op. Og ifølge Beredskab Fyn var natten til søndag en fredelig en af slagsen.

I Vejstrup på Sydfyn volder torsdagens vandmasser dog stadigvæk problemer. For husejeren Tina Scott Nielsen er der nu nok at gå i gang med, efter de store vandmængder løb udenom det lokale vandreservoir og ned igennem familien Scott Nielsens have og indkørsel.  

- Det ser herrens ud. Hele vores indkørsel er skyllet væk, og vi har været nødt til at fjerne alle fliser og smide dem på paller, de står nu i haven. Derudover måtte vi lørdag aften, da det småregnede, grave en kanal gennem vores græsplæne for at vandet ikke skulle løbe direkte mod vores hus, siger Tina Scott Nielsen. 

Heldigvis for Tina Scott Nielsen var dørene i huset tætte, så vandet holdt sig udenfor. Men hun frygter for endnu et skybrud.

- Havde vi ikke haft gode tætte døre havde vores hus været oversvømmet. Det virker som om, vores brønd er blevet smadret af alt det jord og grus, vandet har trukket med. Det har sat sig fast, hvilket gør at vandet ikke kan blive ledt væk. Så vi frygter for, at mere nedbør kommer nu, det vil være katastrofalt, siger hun.

Tina Scott Nielsen venter nu på, at Vand- og Affald i Svendborg Kommune besigtiger området mandag. 

Torsdag aften og nat måtte beredskabet rykke ud 89 gange på Sydfyn. 

 

Oversigt

    Oversigt