Danmark frit: Se billederne fra dagen, vi aldrig glemmer

Torsdag aften er det 72 år siden, at den britiske radiostation BBC kom med meddelelsen om, at Danmark var befriet fra Tysklands besættelse.

Selvom det er mange år siden, så mindes mange mennesker stadig 4. maj 1945.

Klokken er 20:30. BBC´s dansksprogede program er netop gået i gang med sin sending til de danske radiolyttere. Kort efter får speakeren en besked. Der er stilhed i radioen. 20:35 kommer budskabet om Danmarks befrielse.

- I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery (red. feltmarskal Sir Bernard Law Montgomery) har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.

Den 4. maj 1945 overgav de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark sig til Montgomery på Lüneburger Heide  i det nordlige Tyskland.

Folkemængde forsamlet på Flakhaven i Odense lige efter befrielsen.
Folkemængde forsamlet på Flakhaven i Odense lige efter befrielsen.
Foto: Ukendt/ Odense Stadsarkiv

Mørklægningsgardinerne, som skulle beskytte mod britiske bombefly, røg op. Lyset kom ind i stuerne. Siden mindes danskerne befrielsen ved at sætte et lys i vinduet.

Men det var først den 5. maj klokken otte, at de tyske tropper kapitulerede. I Odense blev den dag den blodigste i nyere tid.

Arrestationer og kampe

Modstandsbevægelsen har i månederne op til befrielsen planlagt, hvilke arrestationer de skal foretage, når befrielsen bliver en realitet. 209 mænd og kvinder, som har samarbejdet med tyskerne, bliver anholdt. 

 - De bliver afhentet på deres bopæl og sat op på de her åbne lastbiler, så alle folk kan se dem. Der er mange fortællinger om, at folk råber og kriger og spytter efter dem. De bliver stillet op til offentlig ydmygelse. Det er en fast procedure i de her dage, siger arkivar ved Odense Stadsarkiv Andreas Skov. 

Modstandsfolk og politibetjente midt i en arrestation i de første dage efter befrielsen den 4. maj 1945. Billedet er taget foran Domhust på Albanigade.
Modstandsfolk og politibetjente midt i en arrestation i de første dage efter befrielsen den 4. maj 1945. Billedet er taget foran Domhust på Albanigade.
Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotografer

Tusindvis af odenseanere drøner ind til byen fra morgenstunden, og der er folkefest i byen. Men i løbet af dagen går det galt med skyderier. 

- De første skyderier bryder ud ved Bolbro bakke.  To modstandsgrupper kommer til at skyde på hinanden, fordi de begge tror, at de er hipoer (red. danskere i tysk polititjeneste). De skyder på hinanden i 20 minutter, inden det viser sig, at de er på samme side, siger Andreas Skov. 

To mennesker bliver dræbt ved skyderiet, og det bliver startskuddet til voldsomme skyderier i indre Odense. 

- Hvad der udløser skyderierne, er der mange bud på, men der er ingen, der helt ved det. Vi ved bare, at et helvede bryder løs, mens der er mange mennesker inde i byen. Mange familier bliver fanget i krydsilden, siger Andreas Skov. 

I Eventyrhaven blev otte modstandsfolk og civile dræbt den 5. maj. De fleste af dem må formodes at være blevet ramt af de tyske soldaters kugler fra KFUM-bygningen på Klosterbakken.
I Eventyrhaven blev otte modstandsfolk og civile dræbt den 5. maj. De fleste af dem må formodes at være blevet ramt af de tyske soldaters kugler fra KFUM-bygningen på Klosterbakken.
Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotografer

Kampene foregik ved  Flakhaven, Kongensgade, Ansgar, Eventyrhaven, ude ad Nyborgvej og Sankt Jørgensgade. Men de historiske kilder er tvetydige omkring, hvem der egentlig kæmpede mod hinanden. 

- Det her er en af de helt store lokale myter. Datidens medier siger, at det er hipoer, der er kommet i 14 biler og har invaderet byen. Men hvis vi henholder os til kildematerialet, så er der ingen dræbte hipoer, og det virker ikke sandsynligt, siger Andreas Skov. 

Efter godt to timers voldsom skydning lykkedes det at få skyderierne bragt til ophør. 10 modstandsfolk mistede livet, og 17 modstandsfolk blev såret. Det var imidlertid de civile, der havde betalt den højeste pris: 13 blev dræbt og 64 såret. Derudover blev tre tyske soldater dræbt og mindst syv såret. 

Tyske soldater tog hjem 

De tyske soldater på Fyn gik mod den dansk-tyske grænse, hvor de fik frataget deres våben og midlertidigt kom i krigsfangelejr. Højere rangerede militær og politi blev arresteret, og der blev ført retssager mod dem. 

Tyske tropper på vej ud af byen ad Middelfartvej.
Tyske tropper på vej ud af byen ad Middelfartvej.
Foto: Ukendt / Odense Stadsarkiv

Den 7. maj kommer en britisk fortrop til Odense, men de drøner gennem byen, da de skal videre til København. En mindre garnision af britiske soldater kommer til Odense den 8. maj. De bliver i byen indtil efteråret 1945. 

Hvis du vil se flere billeder fra befrielsen, kan du se dem via Danmarks lokalhistoriske arkiver her. Øverst i artiklen bag videoen er der også flere billeder. 

Britiske tanks kører gennem Odense i maj 1945. 
Britiske tanks kører gennem Odense i maj 1945. 
Foto: Gunnar Graham

Oversigt

    Oversigt