Se video: Fynske musiktalenter repræsenterer Danmark i Wien

Fire fynske søskende repræsenterer Danmark ved den internationale musikfestival Summa Cum Laude i Wien.

De fire fynske søskende Karla, Viola, Silas og Silke har stemt instrumenterne og pakket kufferterne.

Fredag rejser de til Wien for at deltage i den store, internationale musikfestival Summa Cum Laude. Her skal de sammen med deres orkester, Zapolski Strygerne, konkurrere mod andre orkestre fra hele verden.

quote Celloerne skal spille solo, og jeg er lidt nervøs for at spille forkert

Silke Meisl, violinist, 10 år

Disciplinen er klassisk musik, og nogle af genrens mest anerkendte musikere udgør den jury, der udpeger vinderen. Det fortæller Karla Meisl.

- Det er helt sindssygt flot at vinde den konkurrence. Der sidder nogle vigtige mennesker i juryen. Det vil være virkelig flot, hvis vi kan gøre det. Jeg tror, vi har gode chancer, fortæller hun.

Både Karla, Viola og Silas spiller violin, mens den yngste i søskendeflokken, Silke, akkompagnerer på cello.

En fordel at være søskende

De fire har spillet klassisk musik, siden de var helt små. Hver tirsdag går turen til København, hvor de øver med deres orkester Zapolski Strygerne. Det er med det orkester, de deltager i musikfestivalen Summa Cum Laude i Wien.

Silas Haarder fortæller, at det er en fordel at være søskende, når man spiller sammen.

- Hvis man ikke var søskende, ville man nok ikke være så gode til at kommunikere, som vi er. Det lyder godt, når man spiller sammen, og det er sjovere, fordi man ikke spiller alene.

Silas storesøster Karla supplerer:

- Vi tør godt at sige til hinanden, hvis vi spiller for lavt, eller en af de andre spiller noget, der er lidt forkert.

Viola Meisl stemmer violinen og gør klar til klassisk musik.
Viola Meisl stemmer violinen og gør klar til klassisk musik.
Foto: Morten Albek

Til daglig øver de fire søskende hver for sig, men en gang imellem optræder de i deres forældres bagerbod eller til forskellige arrangementer i kommunen. I år skal blandt optræde ved den årlige Kirsebærfestival i Kerteminde.

Skal spille i hæderkronet koncertsal

Når de fire søskende træder op på scenen i Wien, bliver det i den berømte koncertsal Musikverein, der har en helt særlig betydning for den klassiske musik - og for de fire søskende selv. Det fortæller Silke Meisl.

- Vi har siddet og set koncerter fra den sal masser af gange dagen efter nytår, siger hun og henviser her til en årlig nytårskoncert, der bliver transmitteret direkte fra Wien.

De fine omgivelser giver også anledning til lidt nerver, fortæller Viola Meisl.

- Vi har spillet mange gange før i Odense og Varde og forskellige steder på Sjælland, men vi har aldrig været udenlands før. Det bliver sjovt at opleve.

- Celloerne skal spille en solo midt på scenen på et tidspunkt, og jeg er lidt nervøs for at spille forkert, supplerer lillesøsteren Silke.

Få en forsmag på søskendeflokkens musik.

Summa Cum Laude-festivalen løber fra den 7. til 12. juli, og Zapolski Strygerne skal deltage i to dele af festivalens program, hvor det ene er konkurrencebaseret. Hvis orkestret vinder, får de som præmie lov til at spille en særlig gallakoncert ved festivalens afslutning.

Oversigt

    Oversigt