Se videoen: Kaosafslutning på budgetmøde

Forvirring om, hvorvidt de blå partier var inviteret til budgetforhandlingerne torsdag endte med at skabe kaotiske scener i byrådssalen i Odense

Er vi inviteret eller er vi ikke? 

Det spørgsmål endte med at skabe stor forvirring, da den mere end fem timer lange politiske diskussion af Odenses budget for 2018 lakkede mod enden.

Borgmester Peter Rahbæk Juel havde egentlig hævet mødet, men gav derefter ordet til de konservatives Steen Møller, og så tog det fart. 

Imens halvdelen af byrådsalen havde rejst sig, krævede Møller et klart svar; - Vi er nødt til at vide, om vi er inviteret eller ej. ... Hvert eneste år har der været uenigheder. Det har aldrig før gjort, at en borgmester har sagt: At fordi der er dem der mener dét (en skattestigning, red.), så inviterer vi ikke de andre med. 

- Jeg har gjort min konklusion klar, svarede Peter Rahbæk Juel, til småhånlige grin fra den blå fløj. 

- Kan man som parti se sig ind i, at en forhandling starter med velfærdsprocenten, så står min dør åben. Det er en adgangsbillet til forhandlingslokalet. 

- Steen, vi er ikke inviteret, råbte Venstres spidskandidat, Jane Jegind, efterfølgende. Hun havde allerede på det tidspunkt forladt sin plads. 

Herefter forsøgte borgmesteren igen at slutte mødet, men gav ordet til Venstres politiske ordfører, Bo Libergren. Libergren forsøgte igen: Er det et ultimativt krav?

De kaotiske scener fortsatte, inden borgmesteren rundede af imens blå bloks politikere stod tilbage med hovedrysten.

Oversigt

    Oversigt