Seeberg: Kolind bør overveje sin NA-fremtid

Gitte Seeberg mener, at Lars Kolind bør overveje, om han hører hjemme i Ny Alliance. Den udtalelse kommer efter, at Kolind har modsagt ledelsen i Jørgen Poulsen-sagen.

Gitte Seeberg mener ifølge Ritzau, at der er kommet mange politiske tilkendegivelser under valgkampen, hvor Kolind har gjort sig til talsmand for synspunkter, der ikke er Ny Alliances politik.

Derfor opfordrer Seeberg nu det fynske medlem til at genoverveje, om Ny Alliance er det parti, Kolind ønsker at være medlem af.

I løbet af valgkampen har Lars Kolind været fremme med kontroversielle forslag - som for eksempel at Fyn bliver skatteeksperiment, og klasselærerne skal væk fra folkeskolen.

I sagen om Jørgen Poulsen er Kolind gået imod partileder Naser Khaders opfordring til generalsekretæren om at donere sine fratrædelsespenge fra Dansk Røde Kors til et godgørende formål.

- Det er altså partiets politik. Det er noget, som vi har besluttet her på Christiansborg. Det må Lars Kolind acceptere, siger Gitte Seeberg til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt