Seks biler brændt af i Odense

Seks biler og en campingvogn blev natten til søndag brændt af flere forskellige steder i Odense. Politiet kan ikke se noget mønster i de påsatte brande.

Klokken 02.18 blev politiet kaldt ud til Center Øst i Vollsmose, hvor to biler blev henholdsvis udbrændt totalt og delvist.

To timer senere satte ukendte gerningsmænd ild til en personbil på Dykkerlundsvej, og klokken 5.39 var det så en personbil på Treldebjergvej, der gik op i flammer.

Intet mønster

Afbrændingerne fortsatte siden til Bogøhaven, hvor en personbil og en campingvogn blev brændt af.

Endelig blev politiet sidst på natten kaldt til Ejbygade midt i Odense, hvor en efterladt bil, der stod i midterrabatten, var blevet brændt af.

Bilen var stjålet og var blevet ført af en biltyv, som politiet dog ikke fik fat i, da han kørte galt i bilen.

Søndag formiddag kunne vagtchefen ved Fyns Politi ikke se noget mønster i afbrændingerne.
- Vi prøver at finde et mønster, men det er meget svært. Vi har ingen tegn på, hvorfor bilerne skulle brændes af, siger vagtchefen, Hans Frederiksen, til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt