Seks fynske bondegårde nomineret til Danmarks smukkeste

I dag er der under 100 firelængede, stråtækte gårde tilbage på Fyn – engang var der 8.000. Ny konkurrence skal rette fokus på landets smukkeste bondegårde.

Danmarks smukkeste bondegård skal kåres, og 15 kandidater fra hele landet er blevet nomineret, heriblandt seks fynske bondegårde.

På Fyn har der været cirka 8.000 firelængede, stråtækte gårde. I dag er der under 100 tilbage. Det er interesseorganisationen Bygningskultur Danmark, der står bag konkurrencen, og de nominerede er:

• Bent Madsens gård i Dreslette, opført i slutningen af 1700-tallet og bygningsfredet i 1990.
• Kongshøjgård i Strærup, opført i 1700-tallet og med høj bevaringsværdi.
• Sognefogedgården i Viby, opført i 1600-tallet og bygningsfredet i 1990.
• Villumgård i Voldtofte, bygningsfredet 1990.
• Grønne Mølle, beliggende ved Ullerslev, opført omkring 1830 og bygningsfredet i 1989.
• Vesemosegård, beliggende ved Glamsbjerg, opført omkring 1750 og med høj bevaringsværdi

Du kan se billeder af de fynske gårde i billedhjulet øverst i artiklen. Du kan stemme på din favorit på Bygningskultur Danmarks hjemmeside, hvor vinderen afsløres den 22. maj.

Engang var der 8.000 bondegårde

Organisationen mener, at den klassiske bondegård er en indgroet del af Danmarks brand og identitet. Udviklingen har dog været hård ved gårdene.

- Vi vil gerne slå et slag for værdien af disse steder og det store arbejde, som ejere og ildsjæle lægger i at bevare dem. For en firelænget stråtagsgård løber de årlige udgifter alene til tag og forsikring gerne op i 100.000 kroner. Dem, der lægger de penge, er jo hverdagshelte i vores bog, siger Birthe Iuel, der er formand i Bygningskultur Danmark. 

- Vi afholder denne konkurrence for bondegårde, fordi skønhed ikke er gratis – især når det gælder bygninger af en vis alder. I lyset af de omkostninger og de håndværksmæssige kundskaber, der er forbundet med at vedligeholde eksempelvis en firelænget gård med stråtag, kræver det passionerede ildsjæle, hvis de tilbageværende gårde med fire længer og stråtag skal bevares mange år endnu, forklarer hun.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt