Gentofte fortsætter den dybt overraskende kurs mod DM-finalen i ishockey i klubbens første slutspil i 18 år.
Karsten Arvidsens tropper bragte sig foran 3-0 i semifinaleserien mod Odense, da Gentofte kunne rejse hjem fra den fynske hovedstad med en 2-1-sejr søndag eftermiddag.
Det er holdets anden sejr i Odense, og nu har Gentofte altså fire matchbolde til at sikre sig finalepladsen.
Igen tillod nordsjællænderne kun sine modstandere forholdsvis få skud på mål og var effektive i den anden ende.
Jeff Terminesi bragte Gentofte foran efter 12 minutter, men Oliver Larsen fik udlignet i powerplay sidst i første periode.
Den dukkert kom Gentofte sig dog fint over, og omtrent midtvejs i kampen kunne Mads Eller dunke pucken op i nettaget til den Gentofte-føring, der kom til at holde kampen ud.