Datakoks på Langeland: Sendte 3.800 invitationer ud med forkerte navne

Oplysninger om navn og adresse er sendt ud til de forkerte, oplyser Langeland Kommune, der har anmeldt kokset til Datatilsynet.

Langeland Kommune sendte torsdag omkring 3.800 invitationer ud i e-Boks til et møde om vækst i turismeerhvervet på øen.

Der er dog sket en fejl, da meddelelserne er blevet sendt ud, oplyser kommunen. Listerne med ejere og modtagere er blevet matchet forkert, så der ikke er overensstemmelse mellem modtageren og navnet i brevhovedet.

- Konsekvensen er, at oplysninger om navn og adresse er tilgået forkerte personer. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om andre personoplysninger end navn og adresse, lyder det fra Langeland Kommune.

Leder af direktionssekretariatet i kommunen, Anders Thrane Niebuhr, har siden da kunnet oplyse, at 1.800 af de 3.800 invitationer har været fejlbehæftede.

- I fredags sendte vi breve ud til de 1.800 og orienterede dem om, hvad der var sket og sagde, at de var velkomne til at vende tilbage, hvis de havde supplerende spørgsmål, fortæller Anders Thrane Niebuhr.

Anmeldt til Datatilsynet

Der er med andre ord ikke tale om personfølsomme oplysninger.

- Det betyder, at der ikke er tale om mere følsomme oplysninger som for eksempel cpr-nummer, helbredsoplysninger eller lignende, forsikrer kommunen.

Langeland Kommune oplyser dog, at den tager situationen dybt alvorligt og undersøger sagen til bunds. Samtidig beklager kommunen fejlen over for de berørte parter og vil anmelde bruddet til Datatilsynet. Datatilsynet fører tilsyn med, at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt. 

Oversigt

    Oversigt