I det fynske folks tjeneste

Sent GOG-comeback straffer Ribe-Esbjerg i ligaen

GOG vandt ude over Ribe-Esbjerg i ligaen, og dermed holdt fynboerne stand i toppen af Herre Håndbold Ligaen.

Niclas Kirkeløkke sørgede for 14-16 med sin scoring for GOG, men hjemmeholdet kom på 17-14, inden GOG vågnede (arkiv). Foto: Henning Bagger

GOG Håndbold var længe bagud i anden halvleg, men fem scoringer i træk ændrede slaget ude mod Ribe-Esbjerg i Herre Håndbold Ligaen.

GOG gik fra at være bagud 14-17 til en føring på 19-17 med 12 minutter igen af kampen, og derfra holdt gæsterne fast og vandt 28-21.

Med sejren strøg GOG forbi TTH Holstebro og ligger nu med 21 point på en delt andenplads sammen med Bjerringbro-Silkeborg (BSV).

Ribe-Esbjerg har fortsat otte point efter tredje kamp i træk uden sejr. Hjemmeholdet gik til pause foran 11-10, og indledningen på anden halvleg blev også tæt.

Efter 35 minutter var Ribe-Esbjerg foran 13-12, og efter en hurtig kontramulighed bankede Nikolaj Enderleit bolden i kassen til 14-12.

 

Læs også OB-træner roser bredden efter fjerde ligasejr i træk

 

Det blev også 15-13 til hjemmeholdet, og gæsterne havde svært ved at finde topniveauet. Det blev 16-13 på et straffekast af Gunnar Steinn Jónsson, og keeper Søren Haagen reddede i den anden ende kort efter.

Niclas Kirkeløkke sørgede for 14-16 med sin scoring for GOG, men hjemmeholdet kom på 17-14, inden GOG vågnede.

Med de fem scoringer i træk fra gæsterne ændrede GOG opgøret, og pludselig var hjemmeholdet bagud 17-19. GOG trykkede yderligere på og bragte sig på 22-18 med ti minutter igen.

Emil Jakobsen øgede på et straffekast til 24-19, og med en scoring bagom ryggen sørgede Odinn Rikhardsson for 26-20-føring med fire minutter igen, og hjemmeholdet kunne ikke true GOG.

Århus Håndbold vandt tidligere i overbevisende stil over bundholdet Lemvig-Thyborøn.

I Aarhus blev det til en sejr på 30-18, og dermed ligger Århus på sjettepladsen med 16 point efter to sejre i træk.

Lemvig har skrabet seks point til sig i bunden af rækken.