I det fynske folks tjeneste

Seriebrande: DNA og videoovervågning peger på tiltalt

Tirsdag fortsætter retssagen mod en 41-årig mand fra Odense. Han er tiltalt for at stå bag 14 påsatte brande og et tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Der er afsat i alt fire retsdage til sagen, og der mangler nu to dage: Tirsdag og onsdag. Første melding var, at der kunne falde dom onsdag, men i følge retsformanden er det ikke længere sikkert, at dommen falder onsdag 14. december.

De voldsomme brande i Restaurant Bondestuen, Sortebrødrenes spejderhytte i Fruens Bøge og Odense Roklub er blandt de sager, som den 41-årig mand er tiltalt for.

Efter de to første retsdage tegner der sig et billede af anklagernens fundament i sagen. DNA fra tiltalte, DNA fra tiltaltes udlejer, en plastdunk fra et af brandstederne og den tiltaltes færden dokumenteret via 100 timers videoovervågning vejer tungt i bevisførelsen.

DNA pegede pilen på tiltalte

Det var ikke de mange påsatte brande, der fik politiet til at interessere sig for den 41-årige. Det var derimod en sag om blufærdighedskrænkelse, der gav gennembrud i sagen.

Torsdag aften den 26. november 2015 ser en kvindelig beboer på Fruens Bøge Allé en mand stå og onanere på terrassen i haven. Kvinden er gift med en leder fra spejdergruppen Sortebrødrene, der brugte den nedbrændte hytte Frederiksminde i Fruens Bøge.

Da der samme aften bliver sat ild to steder på Dalumvej få hundrede meter derfra, undersøger politiets teknikere terrassen nærmere. På en stol finder de DNA, der viser sig at matche en 41-årig mand, der er kendt i politiets databaser.

Tidligere dømt for indbrud

I år 2000 blev den 41-årige pågrebet efter et indbrud i Odense, og senere idømt tre et halvt års fængsel for 23 indbrud ved Retten i Nykøbing.

Sagen blev blandt andet efterforsket af Rigspolitiets rockerenhed. Det samlede udbytte var omkring en million kroner.

Videooptagelser fra branden i Dalum Idrætsforening den13. februar 2016 peger igen på den 41-årige, og den 18. marts bliver han anholdt. Ved den efterfølgende afhøring erkender han, at have stukket ild til klubhuset.

Siden da har han nægtet at udtale sig til politiet.

Finder videoovervågning hos udlejer

Den 41-årige boede til leje på en landejendom i Volderselv sammen med sin kæreste. Udlejeren havde sat videoovervågning op på ejendommen. Videooptagelserne blev beslaglagt under ransagningen tilbage i marts, da 41-årige bliver anholdt.

En efterforsker fra Fyns Politi har gennemset de 100 timers video, og optagelserne viser i følge anklageren et klart mønster for den 41-årige færden. Den tiltalte forlader hjemmet nogen tid før, og komme tilbage nogen tid efter at brandene er påsat.

Flere andre spor kobler den 41-årige med brandene. En dunk med teksten "Solfanger", som blev fundet efter en påsat brand ved Dyrup Kirke, viser sig at tilhøre udlejeren.

Og en flaske fundet efter branden på Odense Roklub har også spor til den 41-årige udlejer. Politiet finder udlejerens  DNA på flasken.

Den 41-årige nægter sig skyldig.

Retssagen fortsætter tirsdag klokken 9.30.

Sigtet for 14 brande og et tilfælde af blufærdighedskrænkelse

Her er listen med den 14 brande:

•15. august 2015 - Odense Roklub på Kanalvej 160

•31. august 2015 - Let-Køb Ranunkelvænget 86

•19.september - Spejderhytten, Fruens Bøge

•19. oktober 2015 - Let-Køb Ranunkelvænget 86

•26. november 2015 - Dyreklinik, Dalumvej 10

•26. november 2015 - Fodklinikken, Dalumvej 8

•11. – 13. december 2015 – Plantas, Højmevej 31

•10. – 12. december 2015 - Dyrup Kirke/FDF spejderhus, Tranehøjen 1

•13. december 2015 - DHG’s klubhus Solbakken 23

•16. december 2015 - 3x34, Peder Wesselsvej 7

•18. december 2015 - Dyrup Kirke/FDF spejderhus, Tranehøjen 1

•22. december 2015 – Restaurant Bondestuen, Sdr. Boulevard 85

•26. december 2015 - Karvil Biler, Bondovej 13

•13. februar 2016 - Dalum Idrætsforening, Dalumvej 95D

Manden er desuden sigtet for at have begået blufærdighedskrænkelse på Fruens Bøge Allé den 26. november 2015. En kvindelig beboer så fra sin villa en mand stå og onanere på terrassen i haven.

 

 

Ved du noget? Så send os et tip