Seriebrande: Hverdagen vender tilbage

Her et år efter de voldsomme brande i Odense begynder hverdagen flere af de ramte steder at vende tilbage. I næste uge genåbner Restaurant Bondestuen, og der er rejsegilde på spejderhytten i Fruens Bøge.

Natten til lørdag den 19. september klokken 4.44 modtog Fyns Politi alarmen om brand i spejderhytten Frederiksminde i Fruens Bøge . Spejderne havde ellers taget alle forholdsregler, efter at nabobygningen Restaurant Carlslund brændte natten til lørdag 20. juni.

Trods det lykkede det brandstifteren at sætte ild til hytten.

Men nu er arbejdet med at genopføre den nedbrændte spejderhytte nu så langt, at der holdes rejsegilde torsdag 15. december.

 
 

Frederiksminde har en lang historie, der går tilbage til slutningen af 1800-tallet, da den blev brugt til skydning, og Odense Bys Museer har anbefalet, at hytten genskabes, som den var før branden og i samme materialer.

Hytten blev før branden brugt af spejdergruppen Sortebrødrene. De har benyttet hytten siden 1959.

Restaurant Bondestuen genåbner

Jon Tølbøll, der sammen med sin søster ejer Restaurant Bondestuen, havde siden Carlslund brændte frygtet, at de også ville blive ramt. Og natten til den 22. december 2015 skete det så.

Jon Tølbøll blev vækket af politiet klokken 1.00 om natten. Han og hans søster, der bor lige i nærheden, tog straks derhen og fik en lejer ud, inden branden tog til. Ellers kunne de kun se på, mens brandfolkene kæmpede med ilden, der havde godt fat i stråtaget.

Men nu vender hverdagen tilbage. Mandag 12. december klokken 11.11 vil Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt klippe snoren over og genåbne Restaurant Bondestuen.

- Nu kan vi med armene over hovedet og et smil på læben afsløre, at Restaurant Bondestuen åbner d. 12/12-16 kl. 11.11, hvor vores klimaminister vil klippe snoren. Bondestuen er bygget op i den gamle ånd og stil. Dette håber jeg alle kan mærke og se, når I kommer indenfor, skriver Jon Tølbøll på Facebook.

En 41-årig mand er tiltalt for at stå bag begge brande. Han er i alt tiltalt for at stå bag 14 brande, og tirsdag begynder retssagen ved Retten i Odense.

TV2/FYN 22. december 2015

 

Oversigt

    Oversigt