Service på genbrugspladsen

Småt brændbart - ja, så gerne - hvis du vil være så venlig at lægge i den container derovre. Sådan kan det fremover lyde på genbrugspladserne i Middelfart. Her er medarbejderne gået i skarp træning for at lære at snakke venligt med borgerne.

Fremover skal det være en fest at komme på Middelfarts genbrugspladser. Medarbejderne er kommet på kursus i god kommunikation og kropssprog, så man ikke længere kan blive bekræftet i fordommen om, at medarbejderne er sure.

- Det kan jo altid blive bedre. Det er da kun glædeligt, hvis man vil gøre mere for servicen, fordi det må da også være træls at se på sure mennesker, der får skældud over, at de får lagt nogle ting i den forkerte container, siger Carl Åge Jensen fra Middelfart.

Pladsens medarbejdere startede på kurset for en måneds tid siden.

- Noget af det er godt, men noget af det er også noget fis, synes jeg. De gentager sig selv rigtig meget, men meget af det kan vi ogsåå godt bruge. Det kan vi helt sikkert, og vi skal nok bruge det ude på pladsen, siger Lis Mielow, der er tillidsrepræsentant for Affald & Genbrug i Middelfart.

Undgå råb

Middelfart Kommune vil undgå, at borgerne bliver mødt med et råb, når de kommer affaldet i den forkerte container.

Det vil gøre hverdagen lettere, både for borgerne og medarbejderne.

- Vi kan jo hele tiden blive bedre, og der kommer endnu flere mennesker på vores genbrugspladser, og derfor har vores medarbejderre en udfordring med en gang imellem både at have øjne i nakken og alt mulig andet. Derfor skal man prøve på at være forud og give service, før man begynder at råbe efter borgeren, der gerne vil gøre en miljøindsats, siger Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm (S).

Selvom medarbejderne får nogle nye værktøjer, synes de ikke, at det står så slemt i dag.

- Vi får mange tilkendegivelser, at folk egentlig er tilfredse med at komme herude. De føler, de får en god hjælp. Selvfølgelig er der sure hoveder. Alle sammen kan have en dårlig dag, men generelt synes jeg, vi er gode til at lægge det bag os, siger Lis Mielow.

Oversigt

    Oversigt