I det fynske folks tjeneste

Sex-overgreb på børnehjem overrasker

At der var gentagne sex-overgreb på et børnehjem i Odense, kommer som en overraskelse for arkivar.

Arkivar Johnny Wøllekær fra Historiens Hus i Odense er overrasket over de sex-overgreb, der angiveligt skulle have fundet sted på et børnehjem i Odense i efterkrigsårene. 

- Det er nyt for mig, at de blev solgt som sex-slaver til det bedre borgerskab.

Men det er lige nøjagtig, hvad forfatter Frede Farmand beskriver i en bog om sine barndomsår på børnehjemmet Aaløkkegaard i Odense.
Ifølge ham havde forstanderen og asssistenten på hjemmet sat sex-overgrebene i system, så herrer fra Odenses borgerskab kunne betale 500 kr for at forgribe sig på drengene.

 

Børnehjemmet Aaløkkegaard i Odense.

- Assistenten råbte "de fine kommer", fortæller Frede Farmand til TV 2/FYN, og fortsætter: Det var så en mand, jeg ikke havde set. Jeg skulle følge med ham op til et rum på de voksnes gang. Så sagde han til mig "tag dine bukser af". "Også underbukserne?"
"Ja".
Derefter forgreb den fine borger sig angiveligt på drengen. Noget Frede Farmand oplevede gentagne gange.

Johnny Wøllekær har tidligere undersøgt historier om blandt andet de odenseanske børnehjem, men han har aldrig stødt på historier om sexmisbrug før. Dermed udelukker han ikke, at det har fundet sted, for miljøet var ifølge ham hårdt på nogle børnehjem.

- Det er udfordrende at dykke ned i historierne fra de private børnehjem, for de har ikke altid efterladt sig kildemateriale. Men det er overraskende, at det har fundet sted. Jeg har aldrig stødt på sådan en historie før.

Frede Farmand har indtil videre udgivet sin fortælling på Youtube. Og egentlig er hans historie skrevet færdig, men han mangler at færdiggøre fortællingen.

 

Frede Farmand

- Jeg vil finde de sidste navne, på dem der har krænket mig. Jeg vil have navnene på de fine. Og jeg vil have navnene på personalet, der var med til at banke børn sønder og sammen. 

Se indslaget med Frede Farmand herunder.

 

05:16

Forfatteren Frede Farmand blev som barn seksuelt misbrugt på børnehjemmet Aaløkkegaarden i Odense

Luk video

 

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip