Sexchikane mod fynsk landbrugselev

20-årige Ditte fra Fyn kører sexchikanesag mod 70-årig gårdejer, der forulempede hende groft under praktikperioden.

-

- Han kom altid gående med hænderne i lommen og spredte dårlig stemning. Man vidste, at nu var der optræk til problemer. Sådan beskriver 20-årige Ditte fra Fyn den 70-årige gårdejer, som for to år siden mobbede hende og udsatte hende for seksuel chikane.

Ditte kører nu sag mod den 70-årige gårdejer, der forulempede hende groft, mens hun var i praktik på gården, skriver fagbladet SiD.

Mobningen startede, efter at Ditte havde arbejdet på gården i tre måneder. Gårdejeren begyndte at tale ned til hende og nedvurdere hendes arbejdsindsats. Mobningen udviklede sig til fysiske overgreb i sommeren 2002, efter Ditte havde været på gården i næsten otte måneder.

- Midt i august begyndte gårdejeren at tage mig på lårene, brysterne og ballerne, fortæller Ditte.

Mobningen udviklede sig til vold sidst i maj 2003, hvor gårdejeren en dag slog Ditte hårdt i hovedet med en bunke papir, så hun fik et mærke.

Efter voldsepisoden gik Ditte til politiet og anmeldte ham for vold og sexchikane.

Sagen mod gårdejeren kører stadig. Ditte er nu kommet i praktik på en anden gård, og det går fint.

 SiD kører i øjeblikket to andre sager om sexchikane i landbruget.

Oversigt

    Oversigt