Sexkrænkersag: Børneporno i store mængder

Politiet har fundet store mængder børneporno hos den 40-årige mand, der blev anholdt i juli 2013 for overgreb på to piger. Det betyder en ny sigtelse for besiddelse af børneporno.

Ifølge efterforskningsleder Henrik Justesen, har politiet fundet frem til store mængder børneporno på den 40-årige mands bopæl.

- Det er noget han har downloadet. Det er ikke noget, han selv har optaget, fortæller Henrik Justesen, der er leder af Fyns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet til TV 2/FYN.

Der er både tale om fotos og videoklip.

- Vi taler om rimelig store mængder. Vi er i hvert fald oppe i den hårde del af paragraffen. Der er normalt tre kategorier, man inddeler børneporno i - og det (fundet red.) rammer alle tre kategorier, fortæller Henrik Justesen.

Politiet har brugt tiden på at se materialet igennem.

- Noget af det har computeren kunne genkende, men det som den ikke har genkendt, har vi selv set igennem og kategoriseret. Det er ikke særligt behageligt, og vi har en aftale om, at vi maks sidder to timer og kigger sådan noget materiale igennem.

Den 40-årige blev anholdt i juli 2013 nærmest ved en tilfældighed, da der udbrød brand i hans hus. Det var her politiet foruden sprængstoffer og våben fandt plastikstrips, som var blevet brugt til begå overgrebene med. Manden har tilstået overgrebene på to piger fra Øster Skerninge og Refsvindinge tilbage i efteråret 2012.

Oversigt

    Oversigt