I det fynske folks tjeneste

SF foreslår lægeordineret heroin i Odense

SF i Odense Byråd vil have indført lægeordineret heroin til de hårdest belastede narkomaner i Odense.

SF mener, at det kan give narkomanerne mulighed for at få et bedre liv, og samtidig nedbringe den kriminalitet, som følger med narkomanernes jagt på stoffer.

- Jeg er overbeviste om, at lægeordineret heroin vil give narkomanerne så megen ro og overskud i hverdagen, fordi de ikke skal skaffe penge og jage stoffer - at de kan koncentrere sig om, at komme ud af misbruget. Det vil som minimum give dem langt større livskvalitet, siger Brian Dybro, byrådsmedlem (SF).

Forslaget er rettet mod en mindre gruppe af hårdt belastede stofmisbrugere, som ikke har profiteret af den metadonbehandling de har modtaget i mange år, og nu er det altså på tide at prøve noget nyt.  

Regeringen har efter anbefaling fra Sundhedsstyrelsen åbnet mulighed for, at der som misbrugsbehandling kan benyttes lægeordineret heroin.

SF ønsker, at Odense Kommune bliver en del af dette tiltag, og ordningen skal selvfølgelig evalueres.    

SF i Odense henviser til erfaringer fra Holland, Tyskland og Schweiz. I Schweiz viser erfaringerne, at lægeordineret heroin får antallet af nye narkomaner til at falde. I Hamburg i Tyskland fik 20 ud af 200 narkomaner efterfølgende job, fordi de fik overskud til at beskæftige sig med andet end kriminalitet og stoffer.