SF kan mangedoble sit mandattal

SF bliver kommunalvalgets helt store vinder. En række meningsmålinger tyder på at partiet kan firdoble antallet af byrådspladser på Fyn. I enkelte kommuner går partiet nu efter borgmesterstolen.

Fra et til fire mandater i både Assens, Middelfart og Nordfyn og fra to til fem mandater i Odense Byråd. De seneste ugers meningsmålinger taler deres klare sprog. SF bliver markant styrket ved kommunalvalget 17. november.

- Jeg tror, at efter otte år med en borgerlig regering, og efter fire år med et borgerligt styre i Odense, så tror jeg mange er parate til at stemme på et parti som tager velfærden mere alvorligt, og det tror jeg gavner SF, siger SFs spidskandidat i Odense, Stina Willumsen.

På Nordfyn viste en meningsmåling i denne uge, at byrådets enlige repræsentant, Steen Brydegaard, kan få følge af tre partikolleger efter kommunalvalget.

- Vi går efter borgmesterposten, og hvis SF får fire mandater i ryggen så skal det også bruges til maksimal indflydelse, siger SFs spidskandidat Steen Brydegaard.

At SF står til en firdobling af sine byrådsplaser i mange fynske kommuner, hænger dog ikke kun sammen med at partiet har klaret sig godt lokalt, mener en valgforsker.

- Noget af det er Villy-effekten, men noget er også en ændring i partiets politiske strategi, hvor man bevidst går fra at være et brokkeparti til at være et løsningsorienteret parti, siger Christian Elmelund-Præstekær fra SDU.

På Nordfyn er de godt klar over at udsigten til en markant fremgang også hænger sammen med partiets landspolitiske succes, men de mener også selv at have gjort sig fortjent til flere mandater.
- Jeg synes at vi har gjort det godt her på Nordfyn som SFere, siger Steen Brydegaard.

Oversigt

    Oversigt