SF-kandidater er gamle

Ungdomspartiet SF er blevet gammelt. I hvert fald glimrer SF ved at være det parti, der har den højeste gennemsnitsalder hos folketingskandidaterne på Fyn. I gennemsnit er de 48 år gamle. Faktisk er det dobbelt så meget som hos Minoritetspartiet, hvor gennemsnitsalderen er 24 år.

-

FV2005: Ungdomspartiet SF er blevet gammelt. I hvert fald glimrer SF ved at være det parti, der har den højeste gennemsnitsalder hos folketingskandidaterne på Fyn. I gennemsnit er de 48 år gamle. Faktisk er det dobbelt så meget som hos Minoritetspartiet, hvor gennemsnitsalderen er 24 år.

TV 2/Fyn har lavet en statistik over de fynske folketingskandidaters alder. Den viser, at bortset fra to SF\'ere, der er i slutningen af 20\'erne, er kandidaterne mellem 45 og 61 år. Dermed er venstrefløjspartiet indehaver af den højeste gennemsnitsalder.

- Det har jeg det fint med. Personligt er jeg træt af al den fokusering på unge. Der er også nogen, der skal repræsentere vælgerne over 60 år, og det er blandt andet mig. I øvrigt føler jeg mig ung inde i hovedet, siger den fynske SF\'er Kaj Stillinger, der er 61 år. 

Kandidaternes gennemsnitsalder

Socialistisk Folkeparti: 47,9
Centrum-Demokraterne: 45,0
Socialdemokraterne: 45,0
Venstre: 44,8
Det Radikale Venstre: 43,9
Enhedslisten: 43,0
Det Konservative Folkeparti: 42,4
Dansk Folkeparti: 37,4
Kristendemokraterne: 31,2
Minoritetspartiet: 24,3

Gennemsnit i alt: 42

             

Unge kristendemokrater

Hvis vælgerne søger yngre kandidater, må de kigge mod Kristendemokraterne eller Minoritetspartiet. Minoritetspartiets gennemsnitsalder ligger på 24, mens de seks kandidater fra Kristendemokraterne i gennemsnit er 31 år. Hele tre kandidater er mellem 21 og 23 år, herunder Lisette Storm Jakobsen, der er den yngste kandidat på Fyn.

- Vi er utroligt glade for at have så unge kandidater. Vi håber, at vi på den måde kan trække flere unge stemmer, siger partiets fynske amtsformand, Gert Madsen til TV 2/Fyn.

For halvandet år siden var Kristendemokraterne ved at være løbet tør for kandidater på Fyn, men ledte så efter aktive i ungdomsorganisationen.

- De kommer med megen energi og lægger et stort arbejde i valgkampen, siger Gert Madsen.

Idealistiske unge

Peter Kofod fra Strib er 25 år og stiller op for Minoritetspartiet. Han mener, at grunden til, at Minoritetspartiet har så unge kandidater på Fyn er, at unge er idealistiske.

- Jeg tror unge mennesker er mere idealistiske - de har ikke fået knust deres drømme endnu. De bliver tiltrukket af noget nyt, hvor de føler, de kan gøre en forskel. Jeg gør i hvert fald, siger Peter Kofod til TV 2/Fyn.  

Gennemsnitsalderen på samtlige 79 fynske kandidater er 42 år mod 45 år på landsplan.

 

  

Oversigt

    Oversigt