SF: Mor og mor det samme som mor og far

SF's fynskvalgte folketingsmedlem Anne Baastrup fremsætter i dag et lovforslag, der skal gøre det nemmere for lesbiske at blive anerkendt som forældre.

Partiet lægger nu op til at begge parter i et lesbisk forhold automatisk bliver betragtet som juridiske forældre, hvis parret er blevet gravide med hjælp fra en anonym sæddonor.

- Det er et vigtigt og stort skridt, som betyder at Danmark nu er i front igen på det familieretlige område, mener socialordfører Anne Baastrup.

Hvis en kvinde i et lesbisk forhold bliver gravid ved hjælp af en kunstig befrugtning skal den anden kvinde i parforholdet søge om stedbarnsadoption for at blive anerkendt som forælder, som reglerne er i dag.

Og hvis moderen bliver gravid med sæd fra en kendt donor, for eksempel en ven af parret, kan den anden kvinde i forholdet først søge om adoption efter to og et halvt år. Det bliver der nu ændret på.

- Vi har gjort det muligt for homoseksuelle at blive viet i kirken. Nu siger vi altså at lesbiske, der får et barn ved hjælp af en donor, ikke skal føle sig som andenrangs forældre. Det er to rigtig vigtige skridt, fastslår Anne Baastrup.

Oversigt

    Oversigt