SF-rådmand i politisk stormvejr

SFs rådmand i Odense, Villy Larsen, har meldt sig ud af sin gamle fagforening - Murernes Fagforening. Det har vakt så stor vrede i fagforeningskredse, at flere fagforeninger nu overvejer at indstille deres støtte til SFs valgkamp. Se interview med SiD formand, Bent Sørensen

Villy Larsen har meldt sig ud af fagforeningen

SFs rådmand i Odense, Villy Larsen, har meldt sig ud af sin gamle fagforening - Murernes Fagforening. Det har vakt så stor vrede i fagforeningskredse, at flere fagforeninger nu overvejer at indstille deres støtte til SFs valgkamp.

I syv har år Villy Larsen været rådmand i Odense Kommune. De første fire år som byplanrådmand, og de seneste tre år har Villy Larsen haft ansvaret for ældre- og handicapområdet.

Men den indflydelsesrige SF?er har også en fortid som murer. Blandt andet har han været formand for Murernes Fagforening i 18 år. Han stoppede først, da han blev rådmand i 1993. Men før jul skippede Villy Larsen altså det sidste bånd til sit gamle fag, og meldte sig ud af Murernes Fagforening. Og det har vakt bestyrtelse i fagforeningskredse.

"Jeg er meget skuffet over Villy Larsen, og jeg vil anbefale min bestyrelse, at vi dropper al støtte til Villy Larsens kommende valgkamp", siger Evald Larsen, formand for SiD, Kommunal- og jernbanearbejdernes fagforening.

Samme holdning har Bent Sørensen, der er formand for SiDs fællesledelse i Odense.

"Det er fagforeningen der har båret Villy Larsen frem, og gjort hans politiske karriere mulig. Jeg mener ikke at vi skal støtte Villy Larsens valgkamp til efterårets kommunalvalg", siger Bent Sørensen.

Fagforeninger bag flere politikere

Selvom det er flere årtier siden, at Villy Larsen har haft en murerske i hånden, så mener fagforeningerne ikke bare, at man kan melde sig ud.

"Som tidligere formand for Murernes Fagforening er Villy Larsen blevet båret frem af sin fagforening. Jeg synes han svigter sit bagland ved at melde sig ud. Det er tradition, at man bliver hængende", siger Evald Larsen.

Villy Larsen er langt fra den eneste lokale politiker, der startede sin karriere som fagforeningsboss. Også Odenses Borgmester Anker Boye har en fortid som formand for en fagforening. Anker Boye var formand for Forbundet af Offentligt Ansatte i 13 år.

"Jeg er stadig medlem af FOA, og det vil jeg blive ved med. Jeg synes, at jeg har en forpligtelse til at være medlem af den fagforening, hvor min karriere startede", siger Anker Boye.

Rådmand Ruth Larsen er medlem af HK, og heller ikke hun har nogen planer om at melde sig ud af fagforeningen, selvom det er mange år siden, at hun beskæftigede sig med faget.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra rådmand Villy Larsen mandag.

Oversigt

    Oversigt